Kære medlemmer af Alternativet Vendsyssel
Der indkaldes hermed til årsmøde i Alternativet Vendsyssel, søndag den 30. marts 2025 kl. 11.45 i De Frivilliges Hus, Hadsundvej 35, 9000 Aalborg.
Mødet afvikles i forbindelse med storkredsens års- og opstillingsmøder.
Bemærk, at der vil blive udsendt link til digital deltagelse og afstemning 14 dage før mødet.
Vi har i nogle år haft fire lokalforeninger i storkredsen: Thy-Mors, Himmerland, Vendsyssel og Aalborg. Desværre har vi set, at det er svært at opretholde lokalforeningerne med det administrative arbejde, det indebærer.
Det er jo ikke papirarbejde, vi har meldt os ind i Alternativet for at lave, så nu foreslår storkredsbestyrelsen at vi nedlægger alle fire lokalforeninger og centraliserer papirarbejdet ét sted, så Alternativet Nordjylland bliver eneste administrative enhed. Samme øvelse har andre storkredse gjort, senest Storkreds Sjælland.
Der vil være mulighed for i stedet at danne lokalgrupper, der kan arbejde med aktivisme, lave andet politisk arbejde og lave begivenheder sammen. Det betyder, at man vil kunne have de samme aktiviteter, men uden de formelle processer. Og man kan arbejde på kryds og tværs, storkredsen kan understøtte aktiviteterne og samle trådene. På den måde håber vi, at der kan frigøres noget energi til at lave det, man gerne vil, i stedet for at bøvle med regnskaber, netbank, årsmøder, CVR-numre, partistøtteansøgninger osv.
Beslutning om nedlæggelse af lokalforeningerne skal naturligvis træffes på foreningernes egne årsmøder, derfor denne indkaldelse:
Formålet med årsmødet er opløsning af foreningen, jf. kommuneforeningers minimumsvedtægter, §19, stk. 1:
§ 19 Opløsning
Stk. 1 Kommuneforeningen kan opløses såfremt det besluttes med 2/3
flertal på Kommuneforeningens årsmøde. Foreningen opløses
automatisk såfremt landsforeningen opløses.
Dagsordenen for mødet er følgende:
- Valg af dirigent, referent og stemmetællere
- Beslutning om foreningens opløsning
- Eventuelt
Aalborg, den 15. februar 2025