Kære medlem
Som du sikkert ved, kom Alternativet ikke ind i byrådet i denne omgang. Det er selvfølgelig ærgerligt, men når man tager i betragtning at Socialdemokraterne næsten ryddede bordet og fik absolut flertal, at Enhedslisten gik fra 3 til 2 mandater og at SF mistede sit byrådsmedlem, så er det forståeligt nok, at der ikke var plads til os denne gang.
Tak for dit kryds (hvis du satte det ved liste Å eller en af vores kandidater ).
Vi har lært en masse, både om at organisere valgkamp og om kommunalpolitik. Det sørger vi for at få dokumenteret, så det kan bruges næste gang, vi skal føre kampagne.
Vi har også fået nogle pladser i eksterne bestyrelser, som en slags tak for at have været i valgforbund med Socialdemokraterne og for at love at pege på Thomas Kastrup-Larsen som borgmester. Du kan se en liste over posterne nederst i nyhedsbrevet.
Nu er det snart jul, og det er snart 2018. Derfor laver vi et kombineret jule- og idé-arrangement 12. december kl. 19-22. Kom og vær med! Du kan finde begivenheden på Facebook her:
I øvrigt: Hvis du støder på en valgplakat, vi ikke har fået fjernet, må du meget gerne enten selv tage den ned eller give os besked. Plakaterne skal være nede en uge efter valgdagen, ellers vanker der bøder, nemlig.
Vi vil også lige fortælle, at Enhedslisten har inviteret SF og Alternativet til et politisk samarbejde om Aalborg-politik. Det har vi selvfølgelig taget imod, og vi er sikre på at vi kan lave mange gode ting sammen. Første møde i samarbejdsgruppen bliver i januar 2018. Hvis du har tanker om initiativer, vores tre partier kunne tage sammen, hører vi meget gerne fra dig.
Vi håber at se dig 12. december, men hvis du har for juletravlt til at deltage, vil vi allerede nu ønske dig og dine en rigtig glædelig jul og et skønt, grønt 2018.
Kærlig hilsen
Din bestyrelse
Liste over poster i eksterne bestyrelser:
KUNSTEN
Aalborg Festivals
Lille Vildmose Naturfond
Lille Vildmose-fonden
Krisecenter for Kvinder
SIND Daghøjskole
SIND-klubben