Hvis vi skal have vores egen medieplatform, hvad skal den så indholde af kanaler? Hvordan får vi involveret folk? Hvad skal den bringe og hvordan?
Inden vi svarer på hvilke kanaler og hvordan vi involverer, synes jeg det kunne være hjælpsomt først at blive skarp på det sidste spørgsmål:
- Hvad skal det bringe? - Visionen for en fremtidig medieplatform.
- Hvad skal den sætte os i stand til?
- Hvad har vi opnået hvis den er en succes?
- Er der konkrete mål, som kunne motivere og give ideer til bestemte løsninger?
Selv tænker jeg jo at målet med et andet debatklima, som er præget af større grad af nysgerrighed, kunne være et godt mål. At formidle alternative historier om virkeligheden, som kan udfordre herskende negative meta-fortællinger og tilbyde positive fortællinger, som kan inspirere til bedre politiske beslutninger.
Der er ikke noget cmunchs oplæg jeg er uenig i, men jeg vil godt knytte et par kommentarer til det:
Dels tror jeg der er brug for at overveje, hvorvidt det kun er digitale medier der er relevante, eller om det “gammeldags” avisformat på forhånd er udelukket?
Dels har jeg i forbindelse med et par artikler jeg for knap et par år siden skrev om PODEMOS
i Spanien, bemærket, at en af forudsætningerne for deres gennembrud havde været, at et par af nøglefigurerne (bl.a. Pablo Iglesias) havde gjort sig kendte som kvalificeret kritiske studieværter i et spansk TV program med underholdende problematisering af den etablerede offentlige debat om den økonomiske krise i Spanien, og virkningen af den EU-dikterede krisepolitik. Så vidt jeg husker hed programmet “La Turca” og det er måske værd at se nærmere, både på programmet og det you-tube lignende medium det blev bragt i.
I forbindelse med freelance arbejde for lokal TV og undervisningshjemmesider på nettet har jeg tidligere oplevet, at holdningsprægede og kritiske programmer og artikler godt kan være underholdende og få gennemslagskraft hos et relativt stort publikum, hvis de er velformulerede og formidlingen ikke bliver tør og forudsigelig. Det kræver imidlertid nogle praktiske overvejelser omkring økonomi, administration, sendetilladelser og tilrettelæggelse, at få det sat igang.