Alternativet - Vejle & Opland; Nyhedsbrev Medio Oktober 2017


Af gæsteredaktør Olav Bach, Kandidat til byrådet Vejle 2017

Velkommen til Alternativets nyhedsbrev.
Dette nummer giver dig et nærmere kendskab til vores klimamester Morten Mejsen Westergaard, som jeg har stillet nogle skarpe spørgsmål bla. om hvorfor han vil i Byrådet i Vejle. Som en ekstra bonus får du også et portræt af Olav Bach, vores ordfører for mennesker.
Og så har vi et valgkamps-alternativistisk-opmærksomhedsskabende-storeÅ-event i støbeskeen, som jeg vil fortælle om. Afsluttende orientering fra bestyrelsen. Men til en start lidt om, hvad der sker i Vejle på den politiske scene.

Byrådet og valget.
Tja, det hele skal koges ned til en maggie-terning: “Same procedure as every year, James.” Alle partier og deres medlemmer i byrådet stemte præcist, som vi kunne forvente, da budgetforliget blev trukket gennem møllen. Det er måske ikke ligefrem fordummende, men i hvert fald dødkedeligt.
De nye kandidater i de andre partier er det meget sjovere at lege med. Ligesom Alternativets 4 kandidater er der meget på spil for dem. De har også mange ting til fælles med os. Grøn omstilling, Bæredygtighed, Vejle først, osv. Vi vil det samme. Der hvor Alternativet skiller sig ud er på hvordan vi vil politik.

I stedet for at fokusere på at være med i kompromisser og forlig, for at positionere partiet, vil vi sætte os selv fri til at deltage i alt, uanset om vi får laurbærrene eller ej. Det vigtigste er at de 31 medlemmer af byrådet ALLE giver deres mening til kende og står fast på det, når der stemmes. Og så vil vi åbne hele processen, ved at involvere jer, hver gang det er lovligt muligt.
Det kalder vi Ny politisk kultur, og jeg er lige kommet hjem fra pep-talk dag med oplæg fra Uffe Elbæk og Rene Gade. Deres klare holdning til de 130 kandidater fra hele landet var præcis det. Vis alle at der er en anden vej i politik, så skal I nok blive valgt. Folk er trætte af politikere, som taler udenom, bruger spindoktorer og bruger kræfterne på at svine hinanden til og ikke gøre noget ved de vigtige spørgsmål. KV17 og RV17 er det vigtigste valg, vi både som land og parti står overfor. Den grønne omstilling skal vises i handling og ikke længere kun i ord. Og heldigvis har Alternativet svar på hvordan, det kan gøres.

Annonce: Den 31. oktober er der politisk cafe på Søndermarken i Vejle, hvor Regionsrådsvalget er temaet. Vigtigt, hvis man vil kende de lokale kandidater fra de fleste partier og hvad de står for.

Store Å event.
Lørdag den 11.11.2017 kl. 11.11. Den dag er kandidaternes og partiets store dag i Vejle. Den dag vil vi gerne vise, at Alternativet virkelig er et alternativ til vejlensisk politik. Præcis hvor og nøjagtigt hvordan ligger hen, især fordi vi så gerne vil have alle medlemmer i Alternativet, Vejle og Opland til at være med, med sig selv og familien. Men vi har sat noget på papir og det kommer her:

Konceptet er at vi skal lege og have det sjovt.

  • Målet er at samle Store Å i en træfigur i løbet af eventen.
  • Tanken med eventen er at vise, at vi skaber vores politik, ved at spørge og lytte, fordi flere ved mere.
  • Tanker for aktiviteter undervejs:
    • Gæt hvor mange Å-er der er i dette glas. Vinderen får ???
    • Puslespil med delene til Store Å.
    • Skattejagt/eftersøgning efter delene til Store Å.
    • Post-it med politiske spørgsmål fra borgerne sat op på et eller andet.
    • Å-stafet med ???
    • Bygge Store Å.

Praktiske forhold.

  • Mad i form af økologisk saft og snacks.
  • Præmier
  • Kort til skattejagt
  • Ståborde og pavillion
  • Booke plads ved kommunen
  • PR for eventen

Interview med kandidat, Morten Mejsen Westergaard.

Morten, Hvorfor vil du i Byråd?
Grøn omstilling…det er min mærkesag. Vi er den første generation, der for alvor kommer til at mærke klimaforandringerne og den sidste, der kan nå at gøre noget ved det! Jeg brænder virkelig for, at vi sammen skal gøre en forskel på klima- og miljøområdet. Vi skal alle finde den indre klimahelt frem, sammensætte vores mod, og stemme grøn omstilling ind i byrådet. Sammen er vi klimahelte!

Hvorfor Alternativet?
Jeg har ikke været politisk aktiv før. Alternativet har de grønne visioner. Alternativet har tænkningen, der kan bygge bro mellem drømmene og den vågenhed, vakshed og realitetsfornemmelse, der skal til for, at vi kan lykkes. Jeg kan huske sidste folketingsvalg, hvor jeg tænkte…stemmer vi, som vi plejer - så får vi, det vi plejer. Og så blev jeg nysgerrig, lærte mere om Alternativet, blev inspireret og pludselig var jeg med til at starte Alternativet i Vejle & Opland. Alternativet er et aktivt tilvalg!

Hvad vil du gøre i Byrådet?
Jeg vil arbejde aktivt for de tre bundlinjer - den sociale, økonomiske og miljømæssige. Min ambition er, at Vejle kommune bliver den første kommune i Danmark, der systematisk beskriver konsekvenser af sager ud fra de 3 bundlinjer. Vejle skal være den bedste kommune for Danmark, og det tror jeg er muligt med de 3 bundlinjers helhedssyn.
Jeg mener, at det er meget vigtigt, at hvis jeg bliver valgt, fortsat at deltage i Medlemsmøderne. Dels for at fortælle hvad der er gang i, hvilke beslutninger der tages, men også for at nye Alternativister kan blive rustet til næste valg igen! Alternativet er en lærende bevægelse.

Hvad har du at byde på?
Jeg har rigtig meget erfaring i, hvordan en kommunes maskinrum fungere. Jeg er den første danske kommunale klimachef, og har vundet flere innovationspriser… Jeg har lært virkelig meget af det. Herunder at man som politiker skal fokusere på de store linjer. Og så vil jeg prøve at arbejde endnu mere ud fra kerneværdierne ”mod, generøsitet, gennemsigtighed, ydmyghed, humor og empati”, når jeg rammer virkeligheden i Byrådet.

Interview med kandidat Olav Bach.

Hej Olav. Hvis du kommer i byrådet, hvad er så din fornemste opgave?
Jeg føler mig på linie med Alternativets nye politiske kultur og derfor vil jeg arbejde for at flere får muligheden for at komme til orde og være med i udviklingen af politik i Vejle. Alt for ofte hører jeg, at de små partiers repræsentanter i oppositionen har vanskelige vilkår. Sager der skal behandler kommer meget sent ud til disse medlemmer af byrådet, mens formændene i de forskellige udvalg har brugt tid sammen med forvaltningen til at have sagerne klar.

Men er det ikke bare vilkår?
Jo, sådan som politik udøves lige nu. Men det er ikke naturbestemt. Hvis der er vilje til forandring, er der også en vej. Desværre har politikerne alt for travlt med at positionere sig ligesom deres partier fortæller dem er det den rigtige position at indtage, frem for at vise deres egne, personlige holdninger og værdier.

Men hvad er dine drømme for Vejle?
Som ordfører for mennesker ønsker jeg at skabe mening. Det skal være meningsfuldt at gå på arbejde for kommunens ansatte, uanset om de arbejder centralt eller decentralt. Det skal være meningsfuldt at sidde i en skolebestyrelse eller forældrebestyrelse. Det betyder at det ansvar alle disse mennesker har fået eller taget på sig også skal have plads og råderum.

Hvordan fører du valgkamp?
Jeg har lavet mit bananskib i foråret og nu er det blevet en fast del af kampagnen. Derfor bruger jeg min tid til at møde mennesker rundt omkring i Vejle, for at vise flaget og fortælle om Alternativets fantastiske politik, værdier og debatdogmer. Sideløbende skriver jeg indlæg og svarer de andre politikere, når jeg mener, at de har misforstået noget.
Mine ture med skibet er altid udendørs, så derfor betyder vejret alt. Jeg vandrer ikke rundt og bliver våd, men til gengæld er jeg ofte på banen, når solen skinner.
Jeg holder godt øje med DMI og skriver på Facebook, når jeg næste gang og frem til valget tager på tur.

De bedste hilsner
Olav