Alternativet Nordjylland deltager atter i år på Naturmødet i Hirtshals i dagene 18. – 20. maj.
På standen kan man høre om FN´s 17 Verdensmål og særligt Verdensmål 14 ”Livet i havet”, som er hovedtemaet for aktiviteterne på standen.
Skatten fra Atlantis er på auktion - på Naturmødet i Hirtshals
Råt & Godt skaber kunst af affald fra havet og Alternativet støtter Verdensnaturfonden – WWF – med overskud fra auktion.
Torsdag d. 18. og fredag d. 19. maj vil Folketingskandidat for Alternativet i Nordjylland Susanne Zimmer tale om ”Havet blå eller bølgen grå – plastik i havet”.
Fredag d. 19. maj kommer ”Råt & Godt”, der er et socialøkonomisk værksted og dagtilbud for unge udsatte, og fremstille et kunstværk af indsamlet affald, der er skyllet op på strandene ved Hirtshals.
Kunstværket vil blive bortauktioneret lørdag d. 20. maj kl. 13 ved en auktion, hvor Søren Thomsen fra Merkur Andelskasse vil være auktionarius. Overskuddet fra auktionen vil blive doneret til WWF hav-team, der arbejder med fokusområderne – Dansk Havnatur og Fiskeri of Akvakultur i dansk og global kontekst.
Atter i år er det lykkedes de lokale folk i Alternativet, at trække folk fra Borgen til Hirtshals. Den ene -Alternativets ordfører for natur, klima og miljø Christian Poll, der vil fortælle om ”Danmarks natur- skal være vildere”. Den anden er Alternativets Nordjyske folketingsmedlem – Torsten Gejl, der vil fortælle om ”Humor i politik – en alvorlig sag”.
Fredag d. 19. maj kommer Dan Fisker fra Permakultur Silkeborg og taler om ”Aquaponics – dyrkning med samvittighed”.
Lørdag d. 20. maj kommer vinderen af DR-serien ”Alene i vildmarken” Jon Jensen og byrådsmedlem for Alternativet i Jammerbugt Kommune Aysel Jørgensen.
Lørdag klokken 15 vil Bent Jørgensen debattere med Steen Gade (SF), Rasmus Prehn(S), Michael Valhøj (LA) og Per Møller (K) om bæredygtig transportpolitik.
Alle dage vil mange af Alternativets nordjyske medlemmer være på Naturmødet, og de vil sikker gerne tale med de besøgende og høre om, hvad de mener om såvel natur som politik.
Arrangørerne af Naturmødet ser i år frem til en endnu større succes end i 2016, der var det første år med Naturmødet i Hirtshals.
Der er noget for både børn og voksne på de mange stande og foredrag og debat i de store telt.
Naturens folkefest er for alle som interesserer sig for natur.