Alternativet indgår EP-valgforbund for at sikre grønne stemmer i Europa

Kære medlem af Alternativet

Det er netop blevet offentliggjort, at Alternativet indgår i et såkaldt teknisk valgforbund med SF og Socialdemokratiet frem mod europaparlamentsvalget næste år. Det har vi gjort, fordi vi på denne måde bedst kan sikre grønne, proeuropæiske stemmer fra Danmark i parlamentet. SF sidder som det eneste danske parti i den grønne gruppe i Europa-Parlamentet, hvor man sammen med andre proeuropæiske partier kæmper for en fælles ambitiøs grøn omstilling på europæisk plan. Det er også den gruppe, Alternativet vil gå efter at sidde i, hvis vi skulle blive valgt til parlamentet.

Grønne stemmer frem for stemmespild

Når vi indgår i et valgforbund, er det et teknisk samarbejde, der handler om at minimere stemmespild og maksimere vores grønne indflydelse. Et teknisk valgforbund betyder, at partierne i forbundet kan deles om det samlede antal stemmer, som partierne har fået ved valget. Uden et valgforbund ville en stemme på Alternativet gå til spilde, hvis ikke vi får stemmer nok til at komme ind. Det vil kræve ca. 6,7 procent af stemmerne. Ved at indgå i valgforbund, kan vi være med til at sikre et dansk mandat i den grønne gruppe, hvor SF sidder – selv hvis vi ikke bliver valgt ind i parlamentet. Samtidig øges vores chancer for selv at blive valgt ind, da vi også kan drage fordel af stemmer, som er gået til de andre partier i valgforbundet.

Stadig en stærk grøn opposition i Folketinget

Det er vigtigt, at være opmærksom på, at dette valgforbund kun gælder europaparlamentsvalget 2024. Alternativet er stadig en lige så stærk grøn opposition til Socialdemokratiet og resten af regeringen i det danske folketing. Her arbejder vi med uformindsket styrke for at sikre en grøn, progressiv og bæredygtig omstilling, samtidig med at vi står klar til at kritisere og anvise løsninger, når regeringen trækker i en forkert retning. Alt dette ændres der ikke på med dette valgforbund.

Europa-Parlamentet er sammensat markant anderledes end Folketinget. Her sidder eksempelvis Enhedslisten i den venstreorienterede gruppe GUE/NGL sammen med en række EU-skeptiske partier, hvis europapolitik ligger langt fra Alternativets. De Radikale sidder i gruppen Renew Europe sammen blandt andet Venstre og Moderaterne. Også i den gruppe vil Alternativet have svært ved at føre den grønne, progressive europapolitik, vi ønsker at kæmpe for. Med denne valgforbund sikrer vi den største mulighed for, at danske mandater ender i den grønne gruppe, som bedst repræsenterer det stærke europæiske samarbejde på klima- og energiområdet, som Alternativet står for.

Venlig hilsen
Alternativet

5 Synes om

Ja, det er megagodt!

Når først Kristoffersen går i gang, så! :sweat_smile:

Er det dem som hedder European Greens?

Er han unstopable :smiley:

Det håber jeg virkelig ej…