Alternativet har lige fra starten haft ambitioner om at skabe en ny og bedre politisk kultur. Men det har vist sig at vi ikke engang kan enes indbyrdes. En masse prominente medlemmer har meldt sig ud af Alternativet – eller er blevet smidt ud – og i dag er konflikterne blevet så store at partiet er ved at blive revet fra hinanden. Vi er helt til grin, for at sige det som det er. Men det positive er at alle nu kan se at der er noget galt. Dette er forudsætningen for at vi er motiveret til at gøre noget ved det. Nu skal der ske noget. Det er alvor.
Det er ironisk at vi bestræber os på at blive bedre end de andre partier, og så alligevel ender med at blive værre. Hvad kan forklaringen være? Mit bud er at vores ambitioner om at skabe en ny politisk kultur er blevet et problem i sig selv. Vi er alt for pæne og selvfede. Vi er konfliktsky, og undertrykker de indre spændinger. Vi kan ikke lide kritik. Vi har en idé om at man skal nøjes med at fortælle om sine egne idéer, og undlade at kritisere sine politiske modstandere. Det er påfaldende at kritikkken af Josephine Fock først kommer efter valget af den nye politiske leder, og ikke under selve valgkampen. Det er også påfaldende at den kommer fra anonyme kilder. Hvorfor blev hun ikke åbent kritiseret under valgkampen? De ting, der er kommet frem, var da meget relevante for om hun var egnet som leder. Men det er typisk for Alternativets tamme måde at debattere på. Det er en misforstået høflighed. Jeg mener at kritik er godt, og en forudsætning for demokratiet.
Derfor vil jeg foreslå at vi dropper al snak om en ny politisk kultur. Væk med de seks kerneværdier og de seks debatdogmer, som vi alligevel ikke efterlever. Lad os droppe formaliteterne, og koncentrere os om indholdet, altså vores politik. Vi skal ikke bilde os ind at vi er bedre end de andre partier, men bare bestræbe os på at være nogenlunde normale. Lad os tale frit, så vi kan få alle de interne stridigheder frem i lyset. Og lad os gå i kødet på de andre partier, i stedet for at opføre os som den pæne dreng i klassen. Dette vil samtidig slå bro over de to politiske fløje i partiet (nemlig de medlemmer, som støtter henholdsvis Josephine Fock og Theresa Scavenius).
Men vi skal selvfølgelig leve op til vores egen politik. Når vi for eksempel anbefaler at folk flyver mindre, så skal vores politikere ikke tage på luksusrejser flere gange om året. Det siger sig selv at vi ikke skal være hykleriske. Det er der ikke noget nyt i. Det har ikke noget at gøre med en ny politisk kultur. Det er såmænd bare den gamle politiske kultur, som alle de andre partier også forsøger at efterleve. Vi skal ikke opfinde den dybe tallerken. Det er allerede gjort.
Desuden vil jeg foreslå at vi konsulterer en psykolog. Altså en familieterapeut. Vi må erkende at vi er en dysfunktionel familie. Skilsmissen truer, og vi kan ikke løse problemerne selv. Vi må have hjælp udefra. Selv om der er mange mennesker involveret, så er det de samme psykologiske mekanismer, der er på spil. Ja, jeg mener det i ramme alvor.