Mandag, den 7 november 2016 afholdes der i København valg til kommunens ældreråd!
Inden for det/de næste år skal der ske nyvalg til ældrerådet i alle landets 98 kommuner. Valgdatoen fastsættes individuelt af hver enkel kommune. Jeg kender kun valgdatoen her i København.
Et ældreråd har mindst 5 medlemmer. I København består udvalget af 25 medlemmer.
Personer, der har fast bopæl i kommunen, og som er fyldt 60 år på valgdagen, har valgret og er valgbare til kommunens ældreråd.
Medlemmerne af ældrerådet skal vælges ved direkte valg. Ældrerådet kan ikke etableres på andre måder, som f.eks. ved listevalg. Direkte valg medfører, at ældrerådsmedlemmer skal vælges som enkeltpersoner, og ikke som repræsentanter for politiske partier, interesseorganisationer mv. Ved valg til ældrerådet er det alene de afgivne stemmer til hver enkelt kandidat, der er afgørende for, hvem der vælges som medlemmer og evt. stedfortrædere til rådene. Hvis ældrerådet f.eks. skal bestå af fem medlemmer, vil det således alene være de fem opstillede, der får flest stemmer, der er valgt.
Ældrerådet rådgiver kommunalbestyrelsen i ældrepolitiske spørgsmål og formidler synspunkter mellem borgerne og kommunalbestyrelsen om lokalpolitiske spørgsmål, der vedrører de ældre.
Ældrerådet skal medvirke til at øge borgernes medindflydelse på kommunens ældrepolitik. Ældrerådet skal sikre, at dialogen og samarbejdet mellem de ældre og kommunalbestyrelsen fastholdes og udbygges. Ældre skal have mulighed for at drøfte og følge indholdet og udformningen af kommunens ældrepolitik.
Ældrerådet skal beskæftige sig med de områder, som ældrerådet finder interessante og gerne vil prioritere. Ældrerådet behøver ikke kun at beskæftige sig med spørgsmål, der angår borgere med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, men kan beskæftige sig med alle spørgsmål, der har betydning for personer på 60 år og derover - f.eks. trafik- og boligforhold, sundhed, miljø og kultur. Ældrerådet kan ikke beskæftige sig med konkrete personsager eller konkrete personalespørgsmål.
Københavns Ældreråd er medlem af regionsældrerådet, der er i dialog med Region Hovedstaden om netop ældre patienters forhold på hospitaler og i den almene praksis. Ældrerådets regionsudvalg laver det strategiske og politiske oplæg til, hvordan Ældrerådet skal agere i regionsældrerådet. Jeg ved ikke, om de andre regioner har nedsat tilsvarende regionsudvalg.
Hvad har alt dette med vor bevægelse og vort parti at gøre, tænker du måske? Vi skal jo ikke opstille kandidater, har du netop læst, jeg har skrevet!
Jeg ser det som et oplagt anliggende for alle Alternativets medlemmer, der er 60+ år, også for dig @UffeElbaek , at overveje at søge valg til ældrerådet!
Der er normalt ringe fokus på ældrerådsvalg, I visse kommuner har der tidligere været fredsvalg, fordi der ikke opstillede flere kandidater, end der skulle vælges! Jeg ser derfor, at en positiv alternativ opmærksomhed på disse valg, burde kunne give et pænt valg til de af vore medlemmer, der måtte ønske at stille individuelt op.
Til KV17 går vi efter at få valgt så mange alternavister som overhovedet muligt; og fortsætter den medvind vi oplever pt. og har oplevet til nu, er det nok ikke urealistisk at forestille sig, at vi vil være repræsenteret i alle landets kommuner; nogle steder måske med afgørende indflydelse, både på konstitutionsnatten og i de efterfølgende fire år fra 2018 til og med 2021. Jeg vil derfor anse det for en stor gensidig hjælp for udbredelsen af vor senior-/ældrepolitk, at der til ældrerådene er valgt medlemmer der deler vore værdier, vort manifest og vor politik, således at vor stemme også høres fra dette forum.
Jeg vil derfor opfordre HB @Maj_Baltzarsen , POFO og alle relevante grupper (KV17 København @Kim_Hjerrild) til at igangsætte arbejdet med udvikling af den del af vor KVpolitik, der målrettes os 60+ årige, således at de, forhåbentlig mange af os, der individuelt her fra efteråret måtte søge at opnå valg til ældreråd, har en idé om hvad vore særlige alternative politiske værdier og mål er. Det vil også være oplagt, at man i alle lokalforeninger overvejer om og i givet flad hvordan man uddannelsesmæssigt politisk/moralsk kan støtte et medlem, der måtte ønske at søge individuelt valg til et ældreråd.