Alternativ beskæftigelses indsats

forslag

(Michael Sigil) #1

Det er nu vi som samfund forpligter os på at vise de ledige tillid gennem en helt ny måde at tænke beskæftigelses politik. En politik der har tillid til, at de ledige er en stærk resurse og ikke som nu, hvor de bliver gjort til andenrangs borger.
Den tidligere økonomiske afmatning har lagt et slør hen over arbejdsmarkedet og gjort det vanskeligt for dem, der står ude, at komme ind. Selvom det heldigvis lykkes for mange at komme ind på arbejdsmarkedet, er der stadig rigtig mange, der må se sig selv stå uden for. De unge har lysten og ungdommens gåpåmod, de ældre har livserfaringer og besidder naturlig kompetencerne, lysten og modet på at komme i arbejde. Der er bare ikke job nok at få.

Vi ved også, at langt de fleste ledige gør alt, hvad der står i deres magt, for at komme i arbejde. Men de kan ikke styre hele det omgivende samfund og det ulige forhold mellem udbud og efterspørgsel.

Desværre viser erfaringerne, at de færreste formår at holde den tvungne ledighed ud i strakt arm, så den ikke får store personlige omkostninger. Derfor er det er på høje tid, at vi som samfund forpligter os på at vise de ledige tillid gennem en helt ny måde at tænke beskæftigelsespolitik på. Vi skal sikre en politik, der har tillid til, at de ledige gør, hvad de kan for at komme i arbejde. Tillid til, at de ledige selv ved, hvad der er bedst for dem i deres indsats for at komme i arbejde. Og ikke mindst tillid og opbakning til, at den indsats, de ledige yder, får dem i arbejde, den dag muligheden byder sig.

I årtier har beskæftigelsesindsatsen været præget af kontrol, envejskommunikation og aktiveringstilbud, som for ofte ikke tager højde for den enkeltes behov og muligheder. Systemet spilder enorme summer af penge på en indsats, der for ofte rammer ved siden af.
Det er ikke kun tid og penge, der er på spil. Fratager man folk retten til medbestemmelse, og møder man dem med mistillid, sår man frøene til stress, isolation og depression.
Ofrene er først og fremmest de ledige, men så sandelig også de mange engagerede jobkonsulenter, som bliver spundet ind i et system, hvor regler og bureaukrati står i vejen for deres mulighed for at yde god rådgivning.

Hvorfor ikke tage den mistillid – der alligevel ikke virker, er dyr for samfundet og nedbrydende for de ledige – og vende den 180 grader om til en tillid? Se på de ledige med helt nye øjne og i stedet bruge pengene på de aktiviteter, som de ledige selv mener, øger deres beskæftigelsesmuligheder.


(Dion Lillie Gornitzka) #2

Godt emne Michael Sigil, som jeg længe har ønsket gjort noget ved. Jeg har oplevet systemet, som du beskriver, fra tid til anden fordi jeg de sidste mange år har haft projekt- og tidsbegrænsede stillinger og hvor jeg har haft naturlige ledighedsperioder indimellem af kortere eller længere varende tid. Skal måske lige nævne at jeg har en længerevarende naturvidenskabelig uddannelse (maskinmester) og arbejder indenfor arbejdsmiljø, miljø, maskinsikkerhed og certificering. Er jobområde som jeg har mærket er meget konjuktur bestemt, idet det kan være svært for en arbejdsgiver at se “mit produkt” på bundlinien sammenlignet med et fysisk produkt som forhandles til kunder og som giver dejlige sorte tal direkte i regnskaberne.

I starten var det meget nedslående at opleve sig selv at gå fra at være en ressource i en given organisation (i et job) til en “ledig som ikke selv kan finde ud af det” og skal i aktivering - DET GIVER SIMPELTHEN IKKE MENING, og er fuldstændig spild af ressourcer, både den lediges og samfundets (vores allesammen penge).

Efter mange års kognetiv træning er jeg er nu kommet til den konklusion at én af værdierne ved at have et velfærdssamfund, må være et samfund der har råd til at have mennesker udenfor arbejdsmarkedet fordi der åbenbart ikke er job nok til alle. Og så skal vi bare finde ud af hvordan vi bruger disse ressourcer mest fornuftigt.

Forslag: Udarbejde en ny Alternativ beskæftigelses indsats, som Michael Sigil også foreslår, som tager udgangspunkt i mennesket og samfundets behov.
Hvis ikke der er arbejde nok i en periode, må vi først anerkende problemet og finde løsning på 2 områder.

  1. Årsagen til der ikke er arbejde nok og herefter prøve at løse det, dvs. skabe arbejdspladser (og det skal ikke kun være ved at skabe produktion som vores nuværende neoliberalistiske (som Ross Jacksom kalder det) samfund gør.
  2. Tag hånd om mennesket, den ledige, i den tid man er ledig, dvs.
    a) understøtte økonomisk så den ledige kan bruge sine kræfter på andet end at få “enderne til at finde sammen i familien”, kald det dagpenge, borgerløn, lønsikring eller bare løn
    b) give mulighed for at restituerer sig efter at man er blevet ledig (fyret/vraget/opsagt eller lignende nedslående grunde), ved fx. at den ledige tilknyttes coach, mentor, netværks mv. alt efter behov og hvis ikke behovet er der skal man ikke. Men jeg synes det er vigtigt der ikke bliver givet helt slip, at der er “nogen” som den ledige kan stole på er der for at hjælpe eller bidrage til processen om at komme igennem til man er klar igen til at tage fat. Og det kan være godt det er én udenfor familien, for det er ikke sikkert familien kan hjælpe, fordi de ikke har prøvet det og kan ikke sætte sig ind i situationen.
    c) og nu kommer vi til det vigtigste i processen i at komme i job igen, synes jeg, uddannelse og kurser. Der skal være mulighed for at ledige kan få mulighed for at videreuddanne sig i ledighedsperioder, både fordi det i forvejen er meget svært at få tid til i et job og fordi det vil være til gavn for den ledige og samfundet - SE NU GIVER DET MENIG

Med det sidste forslag, pkt. c, får vi faktisk vendt bøtten rundt så det pludselig bliver “ønskværdigt” (kan nogen opfatte det som) at blive ledig eller nærmere sagt “at få arbejdsfri perioder” og det vil jeg hellere kalde for et VELFÆRDSSAMFUND.

Mit skriv er en hurtig reaktion med mine tanker i gennem længere tid og er nok ikke særlig vel beskrevet og derfor brug det til inspiration til at komme videre i processen i udarbejdelse af en Ny beskæftigelses indsats for Alternativet.

Jeg glæder mig til at følge tråden og til vi lander med et konkret forslag.


(Annette Buhl) #3

Ja! Og her lidt mere input til dine punkter:
a) Der kan godt bruges lidt (mange) flere hænder i det offentlige, så lad os dog flytte nogle mennesker fra passiv forsørgelse og over i offentlige stillinger. Hvis arbejdstiden kommer ned på 30 timer, vil der også komme flere stillinger.
b) At miste sit job er et tab, som kan medføre sorg, stress, depression, tab af identitet mv. Dette skal forebygges og ikke forværres af et system, der bare ser mennesker som ressourcer, der skal udnyttes.
c) Jeg blev selv opsagt, fordi jeg ikke var helt så kvalificeret som mine kolleger. Jeg var i gang med en uddannelse, som ville gøre mig fuldt kvalificeret, men den kan jeg ikke færdiggøre mens jeg er på dagpenge - hvilket betyder, at jeg ikke kan søge de jobs, som jeg har erfaring indenfor. Det er jo hul i hovedet, at jeg ikke kan bruge min ledighedsperide på at kvalificere mig!