Kære medlemmer
Vi er desværre nødt til at flytte datoen for årsmødet. Vi har sendt indbydelse ud til jer om at vi holdt årsmøde d. 28/1. Uheldigvis falder denne dato sammen med, at der afholdes roadshow for kandidaterne til ny politisk leder i Alternativets lokaler i Aarhus. Denne dato var ikke meldt ud, da vi arrangerede årsmøde. Vi synes det er vigtigt, at alle der måtte ønske at deltage i roadshowet har muligheden for det. Mira Issa Bloch vil også være forhindret i at deltage i årsmødet, da hun skal præsentere sig som kandidat, hvis hun bliver stillet op til det.
Vi vil gerne opfordre jer til at tage med til roadshow som forberedelse til den vigtige afstemning om valg af ny politisk leder. Du får her mulighed for at møde dem, der har fået stillere nok til at blive kandidater. Kom og hør hvad de vil og hvordan de vil gøre det. Det spændende valg af politisk leder sker d. 1/2. Du har mulighed for at deltage på det ekstraordinære landsmøde i København, eller du kan følge med live og stemme digitalt. Det er vigtigt at så mange som muligt bruger deres demokratiske ret og stemmer, så vi kan få valgt en ny leder der repræsenterer Alternativet bredt.
Læs mere om både roadshow og årsmøderne d. 13/1 og 1/2 på Alleos.
Ny dato for årsmøde i Alternativet Skanderborg bliver d. 3/2. Sted er stadig medborgerhuset i Skanderborg og tidspunkt er kl. 18-21. Der vil i løbet af måneden blive udsendt dagsorden samt evt. kandidatgrundlag.
Vi vil rigtig gerne se jer til årsmøde - så giv det en ekstra overvejelse
Mira sender sin nytårshilsen:
Godt nytår kære medlem af Alternativet i Skanderborg - Det har været et spændende byrådsår 2019.
Jeg synes, jeg har gjort en grøn og social forskel. Både konkret men også alt det mellem linjerne. Jeg har også fortsat i 2019 haft en et rigtig godt bagland bag mig med særligt forperson Hanne Stender som en stor hjælp, men også den øvrige bestyrelse og et par stykker mere. Det er et ret ensomt job at sidde i byrådet, derfor er det af meget stor betydning, at jeg har den støtte og opbakning. Tak for den!
Vi har jo i løbet af året fået en ny borgmester, og han har taget ret god imod mig. Jeg har holdt nogle gode møder med ham. Jeg tror, han har inviteret mig til møderne for at skabe en god relation, men også for at holde mig tæt, i forhold til at han gerne vil have, jeg skal stemme det samme som Fleretalsgruppen. Jeg har dog nogen gange særligt sammen med enhedslisten eller helt selv stemt imod sager. Det har typisk været sager, som har haft en negativ konsekvens for klima og miljø. Det har dog også været byggesager, hvor vi synes, der ikke er hørt nok på naboer, og hvor der skulle bygges for højt.
Møderne med borgmesteren har jeg modsat brugt til at komme med forslag. Jeg har bl.a. på et møde med ham forslået, at vi skulle gøre Sølund til et frivilligt og fælleskabsskabende sted. Da borgmesteren præsenterende budgetteksten stod mit forslag der og alle syntes, det var en god ide og vidste ikke, det var mit forslag.
Til budgetforhandlingerne fik jeg også forslag om kultur på recept igennem. Derudover stod jeg sammen med Ø og SF på det grønne område. Vi fik her en klimapulje på 3 millioner, penge til forbedring af vandkvaliteten i vandløb og søer, en tekst i forhold til, at kommunen skal drives biodiversitetsvenlig, og en tekst om at få flere vindmøller samt en bæredygtig varmeplan.
I socialudvalget har jeg sat meget fokus på psykiatrien. Jeg fik de andre i udvalget med på, at vi som punkt til budgetforhandlingerne skulle have mere uvisiteret åbningstid og en ekstra åbningsdag af socialpsykiatrien. Det lykkes mig i budgetforhandlingerne at få det igennem. I budgetforhandlingerne var der også områder i forhold til vore mest udsatte borgere, som det lykkedes mig at få bevaret. Det var bl.a. Medborgerhuset og Cafe Gestus, som var meget truet. Jeg arbejder i øvrigt i socialudvalget på, at vi skal skabe et nyt lokalt socialtpsykiatrisk sted. I den forbindelse har jeg fået de andre med på, at vi skal på tur ud at se steder og blive inspireret her i starten af det nye år.
I forhold til vores strategi: “en kommune hvor alle er med” er der nu nedsat et udvalg på tværs af 3 udvalg og her har jeg fået en plads. Her er mit mål fortsat at få de andre med på, at vi skal have politik for udsatte og et udsatteråd. Forslag jeg har stillet flere gange og som er blevet udskudt.
I beskæftigelsesudvalget har jeg sat fokus på borgernes møde med jobcenteret, og hvordan man skaber et stressfri jobcenter. Jeg har bl.a. fået en afsnit med i beskæftigelsesplanerne om, at jobcenteret skal møde borgeren med en tillidsfuld, anerkendende tilgang og med udgangspunkt i borgeren.
Efter sommerferien er jeg blevet forperson for et 17/4 Demokratiudvalg. Udvalgets formål er at komme med anbefalinger til byrådet i forhold til, hvordan vi skaber et bedre demokrati. For mig har det også været vigtigt, at vi i udvalget selv arbejder demokratisk. Jeg har desuden holdt mødet på forskellige nye måder, som også er måder jeg mener, vi kan gøre med borgerne. Vi er halvvejs nu, og det er gået godt.
Du er jo altid velkommen til at deltage i møderne op til byrådsmøderne. Du har her en mulighed for at være med til at bestemme, hvad jeg stemmer på byrådsmøderne. Du er også i det hele taget velkommen til at kontakte mig, hvis du har noget politisk på hjertet.
Kærligt og godt nytår – håber vi ses i det nye år - Mira.
Mange hilsner fra bestyrelsen.