Jeg har lige læst om nogle af konsekvenserne ved adskillelsen af ægtefæller på asylcentre, hvor den ene part er under 18 år. Dette er vel at mærke eksempler hvor parrene ingen børn har. Der bliver givet eksempler hvor nogle af de vedrørende har forsøgt selvmord og haft selvskadende adfærd. Hvad tænker I? Tror I det er den rette måde at få stoppet ægteskaber, hvor der helt sikkert er tilfælde hvor der er tale om tvang? Jeg selv tror det ikke. Jeg tror at man bliver nødt til at kigge på de enkelte sager, for man kan ikke skære alle over med en kam i dette tilfælde. Der er nok lige så mange sager, hvor det er frivilligt som det er tvang. Mange har også ved ved ankommelsen til et nyt land brug for den tryghed der er i at være sammen med en man kender, og særligt hvis det er en forældre til ens barn. Hvad tænker I? Jeg kunne godt tænke mig at høre nogle andres syn på det og for og imod. Evt også hvis nogle ved om Alternativet har en holdning eller løsning til de her sager.
Det er uanstændigt at reducere en afgørelse om, hvorvidt et ægteskab er et tvangsægteskab til en administrativ afgørelse ud fra alder. I de enkelte sager der det tragisk.
Men det er en systemfejl, en tilbagevendende “oversættelsesfejl”, som hyppigt sker når angiveligt gode intentioner skal oversættes til administrativ praksis, sker der idiotiske ting.
Nogen siger: “At tvangsægteskaber er noget skidt er banalt, så det skal man anstændigvis modarbejde” - men det gælder kun, hvis man kan gøre noget som har den ønskede virkning, uden uønskede bivirkninger. Det gælder altså ikke her.
Det kræver indsigt og arbejde at afgøre om et ægteskab er et tvangsægteskab. Man kan derimod afgøre om nogen er over 18 år - eller 26 for den sags skyld, med en fødselsdag og nogle få folkeskolekundskaber. Enkelt skal det være, så bureaukrater kan lave rutinebeslutninger.
De som kender Wessels digt om “Smeden og Bageren”, vil genkende de politisk-pragmatiske overvejelser, som førte til at man rettede (d.v.s. henrettede) en bager i stedet for en smed.
Vi ser tilsvarende i “kampen mod tvangsægteskaber”, hysteriet og magtmisbruget: “Vi må gøre noget! Vi magter/gider ganske vist ikke at undersøge og afgøre om det er relevant for denne sag. Hvad vi let kan afgøre er, om bruden er under 18/26 år - og så kan vi vise vores handlekraft over for hende. Yes! det gør vi! BAM!”
Man kan måske se, at overfor et vanskeligt problem er det ikke sandt, at man må gøre noget, uanset hvor velovervejet det man vil gøre, er.
Med mindre man da er mere optaget af sin egen position end af retfærdigheden. F.eks. en politiker som appellerer til folk som efterspørger handlekraft, men er ligeglade med modne overvejelser, eller man er bureaukrat, som skal kunne afgøre tingene ud fra en simpel regel og ikke vil rodes ind i noget så indviklet som at bedømme om et ægteskab er udtryk for frivillighed eller tvang.
Glem alt om kampen mod tvangsægteskaber i denne sammenhæng. Det er i bedste fald irrelevant, i værste fald en dårlig undskyldning for at gøre tilværelsen utålelig for indvandrere.
Men husk, at det er gået demokratisk til og at den danske version formentlig er en af de mindst ringe udgaver. Det siger noget om demokratiet. Demokratiet er som system betragtet et ringe system.
.