Jeg er stolt over at være med i et parti, en bevægelse, som tillader sig selv at være modig. Vi tør drømme! Vi tør tænke anderledes tanker! Og vi tør at stå ved dem!
Alternativet er skabt ud fra en forstilling om, at politik skal nytænkes, at der skal ske en politisk omvæltning - væk fra den kultur som skaber kløfter istedet for at bygge broer. Alternativet er skabt, fordi vi ønsker en bevægelse, der hiver tingene ned på et plan hvor alle kan følge med - hvor vi snakker med mennesker og ikke til mennesker.
Det er derfor, jeg er oprigtigt bekymret over den udvikling, der har været for mit skønne, drømmende og grønne parti de sidste par måneder.
Spørgsmål presser sig på:
Er vi begyndt at falde tilbage i gammel politisk kultur? Hvordan skaber vi nogle mere gennemsigtige og samtalevenlige run internt i partiet? Hvordan flytter vi os videre i en retning, der er bæredygtigt for alle elementer af organisationen?
Alternativet er nemlig noget helt for sig; vi er en platform! En grøn platform hvorpå der står en højskole, et forlag, et medie, en bevægelse og et parti - og 11.000 spændende medlemmer! VI er Å, fordi det er noget vi skaber sammen.
Hvordan skaber vi fremtiden for det (eneste) alternativ, Danmark har? Jeg bliver oprigtigt bekymret over visse udtalelser fra spidserne i partiet, og jeg er hamrende bekymret for, at der er ved at ske en centralisering af Å på Borgen.
Alternativet foregår, i mit hoved ihvertfald, bare langt, langt væk fra Borgen! Alternativet foregår uden for murene, under åben himmel, hos mennesker der tænker visionære tanker - og handler på dem! Jeg meldte mig ind i et parti, hvor man anså Christiansborg og partiet som den styreform, der skulle sikre bevægelsen, platformen, de ultimativt bedste rammer for udfoldelse og understøttelse - hvorhenne ser vi det idag?
Hvornår går vi fra at være et meningsfællesskab til (også) at være et handlingsfællesskab?
Heldigvis, kan jeg stadig sige, at jeg er hamrende stolt over mit grønne parti, som jeg deler med 11.000 andre! Det giver mig håb for morgendagen. Det giver mig energi til at udvikle. Det giver mig mod på at fortsætte.
Derfor ved jeg, at vi går et hamrende fedt kommunalvalg i møde!
Med de varmeste, grønne hilsner
/ Frederik Glerup Christensen
Bestyrelsesmedlem i Østjyllands Storkreds
Lokalforening Randers