#1: Uffes Nyhedsbrev

logo

Kære dig, der er medlem af Alternativet,

For mange af jer er det i dag den første lørdag i vinterferien. Og måske lander denne mail i din indbakke, bedst som du har allermest travlt med alt det vidunderlige liv, der skal leves i ferien. Men. Jeg tager alligevel chancen og sender dig her den allerførste udgave af UFFES NYHEDSBREV.

Jeg har længe haft lyst til at dele nogle af mine politiske overvejelser, organisatoriske mellemregninger, dagsaktuelle refleksioner og personlige perspektiver direkte med dig, som er medlem af Alternativet. Det starter lige nu.

AMBITIONEN
Jeg har kastet mig ud i at skrive til jer med en vis åbenhed omkring formen, længden, indholdet og hvor tit dette nyhedsbrev skal skrives. Den del håber jeg nemlig, at vi kan udforske sammen. Og lov mig så, at du ser mit nyhedsbrev som et eksperiment. Og dermed også som noget, du kan være med til at videreudvikle.
Derfor: Hvis der er noget du gerne vil høre mit perspektiv på i et nyhedsbrev, så del meget gerne dine tanker med mig. Det kan du gøre direkte til mig på: Uffe.Elbaek@ft.dk

Ambitionen er, at nyhedsbrevet kommer til jer ca. hver anden uge, og er skrevet på lige dele personlig inspiration, organisatorisk opdriftsenergi og politisk vigtighed. Temaerne og inspirations-nedslagene bliver derfor vidt forskellige fra gang til gang - og vil komme vidt omkring. Fra Alternativets udvikling som bevægelse over aktuelle politisk udspil til hvordan vi nytænker demokratiet.
Og min plan er, at hvert nyhedsbrev slutter med en, to eller tre ting, som virkelig har inspireret mig for nylig. Det kan være en bog eller en artikel, jeg har læst, en film eller teaterstykke, jeg har set, noget nyt musik, jeg har hørt eller et menneske, som jeg lige har mødt.

God læselyst!

image1
Billede af Tommy Frost

FÆLLESSKABET
Det er noget særligt at være medlem. Så lad mig sige det, så det kan høres gennem gaderne og henover markerne: Tak! Tak fordi du er med på rejsen. Og fordi du dermed har taget et afgørende skridt mod at skabe den fremtid hele Danmark fortjener.

DET DAGSAKTUELLE
Mange af jer har nok set det flygtningeudspil, som Socialdemokratiet lancerede i starten af denne uge. Sagt med det samme og uden tøven: Det udspil ligger meget langt fra, hvordan vi i Alternativet forholder os til mennesker på flugt.
Det er måske ikke så overraskende, men ikke desto mindre er det stadig nedslående, at en mulig tæt samarbejdspartner ser så anderledes på tingene, end vi gør. Selv har vi præsenteret vores bud på en løsning – udspillet Fra Syrien til Samsø – som vi mener er meget mere realistisk og konstruktivt, end det vi nu er blevet præsenteret for af oppositionens største parti. Spørgsmålet er, hvordan vi i oppositionen skal mødes om et samlet projekt, når et så stort politikområde splitter os så meget.

Jeg har i det sidste års tid haft en løbende dialog med Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen. Nogle gange har vi mødtes bare hende og mig. Andre gange er alle oppositionslederne til stede. Og hyppigheden af møderne er heldigvis på vej op. Hvilket også er helt nødvendigt, fordi det næste folketingsvalg nærmer sig. Og vi skal simpelthen finde ud af, hvordan vi på den ene side tackler vores uenigheder. Og hvordan vi på den anden side finder ud af, hvordan vi bedst samles om det, vi er enige om.

Hvis det er muligt. For det bliver ikke en let opgave, hvilket socialdemokratiets flygtningeudspil med al tydelighed viser. Mette Frederiksen mener, at ikke-vestlig indvandring er den største udfordring i Danmark overhovedet. Det siger hun ligeud. Det er jeg mildest talt uenig i. Hvad med den grønne omstilling? Hvad med beskyttelsen af vores rene drikkevand? Hvad med stigningen i uligheden og i antallet af fattige børn? Hvad med al den mistillid og kontrol, der plager arbejdsløse, udsatte og studerende og de ansatte i vores offentlige sektor? Det er alle eksempler på udfordringer der for mig er mindst ligeså vigtige eller meget vigtigere.

Uenighed er naturlig i politik - og i livet generelt. Men vi skal finde ud af, hvordan vi bedst håndterer den. Og gerne inden folketingetsvalget, der jo senest kommer om lidt over et år.

FOLKETINGSVALGET
At der snart igen skal være folketingsvalg, er næsten ikke til at fatte. For jeg synes jo, det nærmest var i går, at Alternativet stormede ind på Christiansborg. Men det er altså snart tre år siden. Derfor skal vi til det igen, og det er allerede i fuld gang i disse dage med valg af folketingskandidater.

Jeg glæder mig oprigtigt til at se, hvem af jer der stiller sig til rådighed som kandidater for Alternativet. Og på forhånd tak til hver og én af jer, der gør det. Også tak til alle jer, der arrangerer opstillingsmøderne og engagerer sig i bestyrelsesarbejdet lokalt og på storkredsniveau. Det giver mig håb for demokratiet, at vi sammen er i stand til at skabe en fællesskabskultur, hvor flere og flere får lyst til at engagere sig i politik. Og husk nu: Politik er en balancekunst mellem brændende handling og vigtig samtale. Vi kan ikke forandre verden på en dag. Og vi kan heller ikke løse klimakrisen gennem samtale alene. Bring derfor alle dine idéer, al din kreativitet og al din ildhu med ind i arbejdet - og husk i samme ombæring, at vi skal skabe løsningerne sammen, og at ændringer tager tid. Hvis vi kan efterleve den balancekunst, og støtte hinanden med den rette balance af omsorg og fremdrift, så kan vi sammen tage Alternativet til nye højder.

Jeg håber derfor, at du som medlem vil deltage ved opstillingsmøderne, så vi sammen sætter et godt hold, der vil kæmpe for klimaet, den sociale retfærdighed og de tre bundlinjer.

BORGERFORSLAG
På falderebet vil jeg fremhæve en sidste ting, der i dén grad giver mig håb, nemlig den nyoprettede mulighed for at fremsætte borgerforslag.
Det er fire år siden, jeg som løsgænger fremsatte forslaget om at give borgerne mulighed for at sætte dagsordenen i Folketinget. Nu er det vedtaget og ordningen er i fuld gang. Og mere end det: Det første forslag - som er et forslag om at fjerne uddannelsesloftet - har allerede fået opbakning fra de 50.000 borgere, der skal til for at sikre det adgang til Folketingssalen. Tænk engang. Det bliver dermed det første borgerforslag i Danmarks lange historie, der skal debatteres i folketingssalen.

I al ydmyghed er det ikke så lidt af et demokratisk nybrud. Mere af det, tak. Det kan vi sikre sammen, hvis vi spiller hinanden gode, tør tænke nyt og insisterer på, at der altid er et alternativ.

Således opfordret. Hav en helt fantastisk uge.

Kh Uffe

PS: Her er mine inspirationsnedslag for denne gang:

Den smukkeste film jeg har set længe: Call Me by Your Name. Stikord: Norditalien. Sommer. Start-80’erne. Ung kærlighed. Smerte. Sårbarhed. Forløsning. Kropslighed. Nærvær. Og selvfølgelig skønhed, skønhed og atter skønhed.

Bedste teaterstykke: Musicalen The Book of Mormon på Det Ny Teater. Stikord: Humor. Timing. Overraskende koreografi. Stram scenografi. Kreativt overskud. Frihed. Politik. Og selvfølgelig musik, musik og atter god musik.

Bedste bog: Tim Jacksons “Prosperity Without Growth”. Stikord: Vækst-opgør. Historisk perspektiv. Åbne spørgsmål. Modige svar. Politisk eftertænksomhed. Og selvfølgelig: mod, mod og atter mod.


MØD OS ELLER TAG KONTAKT

Alternativet
Åbenrå 33
1124 København K

+45 71 79 18 64

www.alternativet.dk

alternativet@alternativet.dk
medlem@alternativet.dk

1 Synes om