Den europæiske møntunion er fejlkonstrueret ved at etablere fælles penge uden demokratisk styring baseret på for restriktive økonomiske modeller. Møntunionen må gentænkes og ændres, så den fremmer skabelse af arbejdspladser, grøn omstilling og velfærd i stedet for arbejdsløshed, blind jagt på ensidig økonomiskvækst og ulighed.
Forbuddet mod underskud på finanslove på højst tre procent i dårlige tider og maksimalt en halv procent i normale tider bør ændres, så ikke mindst grønne investeringer ikke anses som forbrug, men netop som investeringer i fremtiden.
Alternativet vil bevare det danske forbehold for en fælles valuta, ØMU-undtagelsen, til den dag, hvor den fælles europæiske valuta ØMU’en er ændret, så den prioriterer sociale hensyn og særlige behov i medlemslandene. I mellemtiden vil vi f.eks. i Europa-Parlamentet støtte ethvert skridt, der gør møntunionen mere grøn, social og demokratisk.