Der mangler en debat om, hvor vidt vi giver de handicappede et værdig liv. hvorfor skal en person, der er født med et handicap, have de kampe med bl.a. kommunen omkring hjælpemidler og tildeling af hjælp. Kunne man ikke forestille sig, at handicappede på lige fod med pensionister kunne få f.eks. rabat på bl.a. offentlig transport og andre ting som pensionister kan få. De er ældre har haft mulighed for at spare op igennem det job de har haft, hvor mentalhandicappede må leve af den pension de får fra de er 18. Her er der ikke den store mulighed for at spare op, da de ofte bor på institution eller bofællesskab, der ofte er meget dyre.
Hvorfor skal forældre der “frivilligt” anbringer deres mentalhandicappede barn på institution igennem samme forløb som, hvis barnet tvangsfjernes? Jeg ved, at forældre der får deres barn anbragt på institution, i forvejen har det slemt nok og ikke behøver, at skulle igennem dette.
Jeg synes de handicappede ofte bliver glemt i den offentlige debat og om nogen har de brug at der er nogen, der taler deres sag og det kunne være Alternativet.
Hej Jens. Jeg synes også, at der er brug for et større fokus på de handicappede. Men for en som mig, der ikke ved så meget om området, kunne jeg godt tænke mig lidt informativt læsestof om handicappedes rettigheder, førtidspension og generelle liv og levned? Jeg har for nylig set dokumentaren ‘Naturens uorden’ om en spastiker, hvilket kan varmt anbefales, men ellers er det svært for mig at sætte mig umiddelbart ind i, hvordan det er at have en hverdag som handicappet, når jeg ikke kender nogle i min omgangskreds…
Jeg skal også indrømme, at jeg ikke kender så meget til området. Kender dog nogle fortidspensionister, og ved derfor hvor svært staten før livet for dem. Jeg oplever den mængde af papirer de skal læse og ekstra regler de skal overholde, som et ønske fra staten om, at førtidspensionister skal forholde sig passivt i samfundet. Det er i hvert fald stressende at tage den smule arbejde som er tilladt, da små fejl kan koste retten til førtidspension.
Jeg tænker derfor, som noget af det første, om vi ikke har brug for en reform - som skal sætte mennesket først.
Som det første tænker jeg at førtidspension skal ændres til borgerløn samt gøres til en rettighed, som ikke vil være i fare hvis man tjener for mange penge. Derimod vil ens indtægt blive modregnet borgerlønnen. Det vil altså kunne betale sig at arbejde, i de perioder der er mulighed for det. For en del førtidspensionister gælder det, at der kommer ny medicin på markedet - og for rigtigt mange er der usikkerhed om medicinens virkning i fremtiden. Denne usikkerhed betyder at mange ikke tør forlade førtidspensionisttilværelsen, da man skal starte forfra - den dag medicinen holder op med at virke. Med en borgerlønsordning, vil de få borgerløn i sygeperioder og kunne forsøge sig selv i de gode perioder (eller forøge sin indtægt ved at arbejde deltid og dermed få en del borgerløn og en del løn).
Jeg ved godt at det langtfra er alle førtidspensionister, som vil være i stand til at forsørge sig selv i perioder. Men jeg ser en stor besparelse, hvis de få der kan, også tør forsørge sig selv. Den besparelse kunne man så bruge på at forøge livskvaliteten for handicappede og andre førtidspensionister.
Hej Jens.
Området “Sundhed, Livskvalitet og Familieliv” - herunder handicappolitik interesserer mig.
Imidlertid er jeg ikke så god til at have dialogen kørende på skrift - som hér… …
Hvor kan jeg mødes med andre - herunder dig hvis du bor på Sjælland - og diskutere/formulere en god handicappolitik?
Hej Anders.
Jeg tænker, at vi måske kunne tale sammen på Skype, da jeg bor på Fyn. Men vi kunne lade invitationen være åben til andre kunne være med. Dette er en god måde at mødes på, uden at stå ansigt til ansigt.
For 5-6 år siden vidste jeg intet om at være handikappet i DK. Det ændrede en hjernesvulst på, så nu er jeg ekspert.
Jeg er naturligvis enig med Jens i, at emnet har brug for fokus, og jeg mener også, at det ikke bare bør være noget Alternativet beskæftiger sig med, men at socialpolitik generelt bør være centralt. Og det er vist også den langsigtede plan. Social bæredygtighed indebærer også, at vi løser problemstillingerne på handikap-området. Men det vigtigste sted at tage fat, er at vende hele tilgangen på hovedet, så der tages udgangspunkt i borgerens behov og ikke i servicelovens paragraffer. Dermed handler det også om førtidspension, hjælpemidler, udviklingshæmmede osv. Serviceloven er såmænd udmærket, men forvaltningen af den er tåbelig.
Når en borger møder en krise, bør systemet tilbyde en rådgiver/vejleder/krisekonsulent, der sætter sig ind i borgerens situation med en helhedsorienteret tilgang (job, familie, hjælpemidler osv.), og står for al kommunikation med kommunen. Hospitalerne er begyndt med forløbskoordinatorer, men deres opgave er primært, at skåne andet personale fra irriterende henvendelser, snarere end at hjælpe borgeren. Men princippet er rigtig. Én kontakt, der kender din situation, og ved hvordan du kommer videre. Sådan en krisekonsulent vil også kunne agere proaktivt, og gennem forebyggelse, genoptræning og hjælpemidler sikre, at borgere kan blive længst muligt i eget hjem. I dag fungerer det modsat. Hvis mit funktionsniveau bliver ringere, kan jeg, uden de store problemer, få mere hjælp, men det er virkelig op ad bakke, at få hjælp til at UNDGÅ at funktionsniveauet bliver ringere. Der findes tilbud, også i dag, der skulle tilgodese det, f.eks. det, der hedder ”vederlagsfri fysioterapi”, der finder udstrakt anvendelse – specielt til ældre. Men tilbuddet har problemer (foruden at det sikkert drejer sig om et meget stort beløb). Der er ingen ordentlig evaluering af det (jeg kunne såmænd nemt have drukket snaps og spillet kort med terapeuten på samfundets regning to gange om ugen i årevis), og det er heller ikke individualiseret: Måske er borgerens største behov, at familien ikke falder fra hinanden, men tilbuddet til rådighed er vederlagsfri fysioterapi. Så er der nogle andre tilbud, der træder i kraft når familien ER brudt sammen. Men ingen, der forebygger det.
Det er ikke bare en krise, når en borger bliver alvorligt syg. Det er også en krise, når en borger mister sit indtægtsgrundlag, løn, dagpenge, førtidspension… Måske ryger boligen. Måske ryger familien. En krisekonsulent kunne måske forhindre noget af ulykken ved at rådgive om mulighederne. Samme kunne måske hjælpe borgeren tilbage på arbejdsmarkedet. I stedet bruges pisken med, at hvis borgen ikke selv har løst sin krise, standses hjælpen.
Det er en fortrinlig ide, at foreslå rabat til handikappede på transport, men det bør kun være et hjørne af velfærdspolitikken. Og det er kun en midlertidig begyndelse. Målet må være, at handikappede har præcis de samme muligheder og vilkår, som alle andre borgere. Det bedste er ikke en særbehandling af handikappede (særbehandling er i bund og grund med til at fremhæve og fastholde handikappet), men billigere offentlig transport til alle. Ligesom man har gjort med det ”nye” bygningsreglement. Det forlanger ikke, at man et eller andet sted har en indgang, der kan forceres af kørestole – en særordning. I stedet forlanger det, at hovedindgangen kan bruges af alle.
Jeg vil gerne Skype, men endnu hellere vil jeg være med her på forummet.
Kære Anders_ Bech
Jeg er så enig med dig - i alt og det hele du skriver. Vi må stå sammen og vi må blive ved. Lidt nedslående er det bare at jég for mit eget vedkommende desværre sidder med den erfaring, at vi aldrig kommer i mål.
Jeg har kæmpet med handicappolitik i 35 år og i flere regi. Dén kamp må fortsætte og det bidrager jeg gerne til i dette fore og i en POLA om socialpolitik… …
Jeg ved en masse om handicappede, både fysisk og psykisk. Jeg ved også en masse om lovgivningen, både for børn og voksne.
Jeg har bl.a. min viden fra mit eget liv og mit virke i samfundet. Jeg har to børn, den ene er fysisk handicappet - har muskelsvind, den anden er psykisk handicappet - har muligvis ADHD og Asbergers. Jeg har selv fibromyalgi og PTSD (i bedring), så jeg er selv både fysisk og psykisk handicappet. Jeg har siddet i Danske handicaporganisationer i 25 år, først i amtet, indtil de blev nedlagt, derefter i kommunen. Jeg har siddet i kommunens handicapråd i 3 år.
Generelt vil sige, der er både sket forbedringer og forringelser i handicap politikken gennem de sidste 30 år, hvor jeg har været en del af det. Men specielt nok de sidste 10-15 år har det været meget på nedadgående, desværre. Psykisk handicappede har nok altid haft det sværest, da det er den gruppe, der har fået mindst opmærksomhed gennem tiderne, er dog blevet bedre, men stadig ikke godt nok.
Når jeg kæmper for de handicappede, handler min kamp primært om, at de bliver respekteret som ligeværdige mennesker, hvilket jeg desværre oplever igen og igen ikke sker i det offentlige regi, f.eks. oplever min voksne søn til stadighed ikke at blive taget alvorligt både på kommunen og på hospitalet - han har jo muskelsvind, så det betyder jo ikke noget - vel gør det så, han er et ligeværdigt menneske med følelser og rettigheder på lige fod med alle os andre. Dette syntes jeg er det største problem, for det efterlader samtidig en holdning i befolkningen om, at de ikke er vigtige individer i vores samfund, de kræver bare ind - NEJ, de kræver ikke bare ind, de kæmper for at leve en værdigt liv, hvilket ofte betyder, at de koster mange penge f.eks. er hjælpemidler meget dyre, men de er vigtige og nogle endda livsvigtige for at de kan have en værdigt og indholdsrigt liv. Problemet er bare, at forståelsen i samfundet ikke er der, netop for det meste af uvidenhed, men de fleste handicappede mennesker ønsker egentlig blot at kunne have et værdigt liv, og gøre de ting, som de nu en gang kan og har lyst til, fuldstændig som alle os andre. Men der bliver spændt ben for dem igen og igen, og de skal kæmpe for alt, intet bliver dem foræret, blot en kørestol kan være en kamp at få, selvom der står i lægens udtalelse, at patienten slet ikke kan støtte på sine ben - er det værdigt? NEJ, men vi andre går jo bare på vores ben, så hvad betyder det? Det betyder alverden for de mennesker, der ikke bare kan gå.
Jeg hørte til morgen i Go’ morgen Danmark en fortælle om sin OCD, han fortalte bl.a., at han havde gået til psykolog, i det omfang han havde haft råd til det - er det værdigt? NEJ, hvorfor skal det være så svært at få psykologhjælp? Og hvorfor er det kun dem, der har råd til det, der kan få? Det er IKKE værdigt.
SÅ HUSK der er altid en historie bag et hvert menneske, og når det er handicappede, er historien ofte lang med mange kampe for at få den fornødne hjælp til blot at eksistere.
Det er netop også derfor, at jeg er i gang med at kandidere til Folketinget, for jeg syntes nemlig også, at handicappolitikken ligger meget lavt, og vil gerne have den op i niveau, og jeg ved, hvor der er behov, og har kontakten til borgerne.
Tak for dit indlæg Jens Lindstedt vedr. Handicappedes ret til et ordentligt og værdig liv.
I samme åndedræt har jeg læst de øvrige indlæg herunder svaret Margrethe Stange Hasselmanns indlæg som følger:
Tak for dit indlæg Margrethe. …Selv er jeg farmor til en 25 årig ung mand med rygmarvsbrok.Han er m.h.til hjælp og ydelser blevet placeret mellem 2 stole og er nu kastebold i en tvist mellem København og Århus kommuner om hvem der skal betale og yde den hjælp der er nødvendig.
Dette betyder at fornødne hjælpemidler og vedligeholdelse af disse, behov for personlig hjælp og assistance i situationer med sygdom og svækkelse m.m siddes overhørigt af de ansvarlige for hadicapområdet i begge kommuner.
Resultatet er nu at mit barnebarn udover sit handicap har fået rosen (streptococ infektion) i huden på benene.Dette med risiko for spredning til andre dele af kroppen herunder kredsløb og hjertet med blodforgiftning og amputation til følge.
Hjælp til personlig pleje er ikke bevilget for nuværende…skønt det er indlysende at mit barnebarn med et bandageret ben,der ikke må blive vådt ikke selv kan klare sin personlige pleje med bad, hårvask og anden hygiejne.
Hvordan kan dette finde sted i et såkaldt velfærdssamfund som Danmark?
Kære Lonnie…efter at have læst dit indlæg i handicapdebatten her kan jeg fuldt ud tilslutte mig dine synspunkter i indlægget. Det er mit håb og ønske at du kommer ind i Folketinget så du kan tale såvel de fysisk- som psykisk-og multihandicappedes sag. Tak for indlægget på egne og de handicappedes vegne. M.v.h
Jeg har oprettet et forslag, der støtter dette synspunkt. Se Fuld inkorporering af FN's Handicapkonvention i dansk lov og ret