Jeg prøver med endnu et fælles spørgsmål, og håber på lidt mere held med at rent faktisk få et svar fra de nuværende aspiranter.
Ved sidste valg af politisk leder havde vi Scavenius på ene side, som repræsentant for at vi skulle være et protestparti, og Fock på den anden, som repræsentant for den dialogsøgende udgave. De andre befandt sig vel et sted midt i mellem.
Hvor vil I placere jer på det spektrum?
Mvh Jens
Var det en kategorisering som de to kandidater var enige i?
Jeg vil gerne invitere Mette på kaffe oppe i træet 
Nu kan spektrum-tænkning skabe en del bevidsthedsfælder - ligesom det politiske spektrum med blå og rød blok.
Ikke desto mindre forstår jeg behovet for et svar på spørgsmålet.
Jeg vægter, at vi skal være det troværdige alternativ.
Ulempen ved at være kaffedrikkende støtteparti er, at vi kan ende med at være utroværdige som reelt alternativ til de traditionelt tænkende partier.
Ulempen ved at være træklatrende protestparti er, at vi kan ende med at være utroværdige som parlamentarisk forandring.
Så hvad gør vi?
Vi forpligter os på at arbejde for de bæredygtige visioner, der reelt kan skabe en omstilling til et samfund, der både er bæredygtigt på den grønne og sociale bane. Vi gør dette klart for vælgerne, og at det også betyder besvær og omkostninger for dem - og opfordrer dem til at have modet til det.
Vi søger selvfølgelig dialog med andre partier - men er ikke bange for at gøre konflikterne tydelige for vælgerne.
Vi skal være protest-bevægelsernes stemme i den parlamentariske debat, og vi skal lytte til dem, hvis de siger en aftale er for meget pynte-grønt eller for meget pynte-socialt - og så siger vi pænt nej tak.
Vi skal især tage konflikterne, når vi ser et strategisk perspektiv i dem. Det handler om prioritering og tydelig kommunikation.
Eksempel 1: Gratis psykologhjælp til alle op til 24 år
Det er jo selvfølgelig et kompromis. Vores ønske er at alle har adgang til gratis offentlige tilbud om psykolog og anden mental sundhed. Men vi siger ja tak fordi det er et fornuftigt skridt på vejen, der betyder en reel forskel for en stor gruppe borgere - og som ville kunne bane vej for, at det bliver klart, at den gratis hjælp er fornuftig for flere end de unge. Derfor er det ikke pynte-socialt. Visionært ønsker Alternativet især, at vi arbejder med større reformer for arbejdsmarked og uddannelse, så behovet for psykolog-hjælp ikke er så stort som nu, for det bliver dyrt i længden - både økonomisk og menneskeligt - og i det perspektiv har dette lidt karakter af symptom-behandling. Alligevel siger vi ja tak, fordi det er reelle symptomer, der behandles og kan hjælpe borgerne til at finde en bæredygtig balance i deres liv.
Eksempel 2: Stop for ny oliejagt i Nordsøen
Var vi blevet inviteret med i det forlig som det endte, ville jeg have sagt nej tak. Både fordi de grønne bevægelser var kritiske overfor, at udvindingen kan fortsætte i stor stil frem til 2050. Og fordi selvom stoppet for ny oliejagt selvfølgelig er en vigtig symbolsk handling, så ville det også ske uden vores medvirken.
Afsluttende er det vigtigt at forstå, at enhver kamp kræver både smidighed og en stålsat vilje til forandring. Mister vi smidighed, sidder vi fast. Mister vi den stålfaste vilje, går vi i stå. Derfor skal vi ikke fastlåse os i en bestemt position, men agere i forhold til virkeligheden som den udfolder sig.
Kære Troels!
Mange tak for dit svar med tydelig eksemplificering og konkretisering.
Kærlig hilsen
Gunhild 
Hej Jens
Et konstant politisk dilemma, du beskriver her : )
Jeg er sådan set enig i meget af det Troels skriver… Jeg tænker tit at vi ikke går på kompromis med vores mission om et bæredygtigt samfund, men vejen dertil er jo både fuld af kompromisser, forhandling og stålfaste krav.
De gange vi har haft succes med det, er når vi er klar i vores kommunikation. Det er vigtigt at medlemmer og borgere kan regne med hvad vi står for, og kan regne med det. Hvordan vi så gør det parlementarisk og forhandlingsmæssigt, er mindre vigtigt.
KH F
Personligt var jeg, en anelse, mere tilhænger af Theresa Scavenius’ kandidatur end Josephine’s ved sidste valg. Jeg er dog uenig i præmissen om, at Scavenius åbenlyst tilhørte en protestfløj. Med udgangspunkt i hendes opstillingsgrundlag (der stadig er tilgængeligt), var hendes standpunkt vel mere funderet på de alarmerende fakta hun så i sine klimaforskerdata.
Siden er Mette Frederiksen kommet hjem fra EU, med en 55% reduktion af 1990-benchmarkudledningen for drivhusgasser. Et resultat der lå 10% under regeringens eget mål, men samtidigt er begge tal markant mere end, hvad man kunne forvente for 5 år siden. Så omend langsomt går det i den rigtige retning, og større krav er vel mere ‘forhandling’ end ‘protest’.
Således vil jeg hverken kalde mig ‘Træklatrer eller kaffedrikker’ i et protestparti (forstår dog bestemt dit udgangspunkt for opslaget/spørgsmålet )
Jeg går efter en politik, hvor vi søger en 90% reduktion, ved samme ovenstående benckmark. En politik, der ikke kan gennemføres uden radikal omlægning af vores landbrug.
I mit materiale (under Å-ordbøger) skriver jeg om mit ‘Et-til-en’ koncept, hvor der fremover kun bør findes et slagtedyr pr en indbygger i DK (lige nu er tallet cirka 10).
Derfor er jeg mere en ‘kravsætter og oplyser’. Jeg vil kræve at den nuværende regering tilslutter sig endnu højere klimamål, og - med fast hånd - oplyse den traditionelle højrefløj (V, K, O og Nye Borgerlige) om, hvorfor vi skal omlægge til økologisk landbrug med reel dyrevelfærd.
Alle partier skal tillige oplyses om vigtigheden v/ forstærkede globale menneskerettigheder, højere biodiversitet (med 1840-benchmark) og nye kapitalismeformer. Kan de støtte op om dem? Og hvis ikke skal vi sørge for, at pressen understreger modviljen.
//kh Thomas
Hej Jens,
Virkeligheden er jo sjældent enten eller.
På de områder der handler om en grøn og demokratisk fremtid, mener jeg, at vi skal vise meget kant lige nu. Ligesåvel som vi skal være meget skarpe på et område som f. eks ghettolov.
Hvis jeg bliver politisk leder, vil de daglige grænser mellem kompromis og ikke kompromis blive fastlagt i et tæt samarbejde med vores folketingsmedlem og vores politiske ordførere på ugentlige gruppemøder, blandt andet udfra dagsorden i folketinget.
Den mere langvarige strategiske position som enten protest eller dialog-parti, mener vi skal drøfte i de forskellige storkredse, politisk forum og hovedbestyrelse.
Jeg kan give et par eksempler, hvor jeg har indstillet til ikke-kompromis og hvor jeg har indstillet til kompromis.
I relation til skattereformen, var det en absolut grøn streg for mig, at der kom en generel CO2-afgift. Da den ikke var en del af aftalen, mener jeg heller ikke, at Alternativet kunne være en del af aftalen. Altså ikke-kompromis.
I relation til epidemiloven var de første forslag meget langt fra at være acceptable. Det nye forslag er efter min opfattelse fornuftigt, selvom der er ting som kunne være bedre og mangler.
F. eks ville jeg gerne have lidt mere kompetence til sundhedsmyndighederne og kompensationsret afklaret i selve loven. Der var et klart politisk flertal for, at have et “politisk” veto, og det kunne jeg acceptere, så længe det “politiske veto” var parlamentarisk funderet.
Derudover ønskede jeg, at der var en ret til kompensation. Det blev sparket til hjørnespark, og det tænker jeg er acceptabelt. Altså et kompromis.
Håber du kan bruge dette svar til lidt.