Skal vi uddanne hinanden i hvad psykisk sygdom er?

DGRibes · 8. September 2015, 12:46

I relation til det du skriver om små og nødvendige tilpasninger på arbejdsmarkedet: En af de ting jeg tit studser over, er at mange mennesker tilsyneladende tænker på psykiske lidelser som enten/ eller. Enten har man en ægte depression, eller også er man helt rask. Mens det i praksis kan være meget mere broget og meget individuelt hvad folk har af overskud.

Det samme gælder fysiske sygdomme i øvrigt. Det kan være svært at forstå at kollegaen må have et almindeligt fritidsliv med sport eller rejser, hvis vedkommende ikke kan arbejde fuld tid på grund af skavanker i skroget. I stil med, at kan man arbejde, kan man vel også arbejde til man er helt kørt flad. Og kan man tage på ferie, så har man nok ikke arbejdet alt det man kunne, hvis man arbejder mindre end en selv.

Så det glæder mig at du oplever ændringer - det er meget opløftende. Lad os håbe at det bliver ved.

LarsKristensen · 2. Oktober 2015, 00:31

Det vil nok være godt at lære og få at vide, at psykiske lidelser, er ligesom influenza og lungebetændelse, som er lidelser der som bekendt opstår af virus og bakterier - er psykiske lidelser der opstår ved, at der kommer noget udefra og som er skadeligt for et menneskes psyke.

Alle ved, at når vi har feber, hoster og har ondt i led, at så har vi nok influenza.

Hvis et menneskes psyke har “feber”, “hoster” og har “ondt i ledene”, så ved man godt nok ikke, hvad det egentlig er et menneske lider af.

Så ja, vi mangler alle en bedre viden om, hvad det er for nogle psykiske lidelser vi kan komme til at stå over for, hos et menneske, når et menneskes psyke blive påvirket af noget der er psykisk skadeligt for det.

Hvordan skal vi forholde os over for mennesker, hvor følelserne er gået i “spåner”?

Men vi skal så sandelig også lære, ikke at sætte os selv eller andre i situationer, som kan være skadelige for den menneskelige psyke.

Vi kan fint klare et psykisk pres, indtil et vidst punkt, hvor så det hele falder sammen som et korthus og det er her vi også skal lære ikke at presse hinanden ud i situationer, hvor vi sætter andre menneskers psyke i en skadelig situation.

Vi lærer de fysiske begrænsninger, men glemmer helt den psykiske side af menneskelivet.

Bodse · 6. Oktober 2015, 17:36

Der er rigtig mange psykisk syge i dette samfund, for vi er ikke særlig rummelige, og aksepterer ikke mennesker, som er anderledes end vi selv er. Allerførst synes jeg, at vi skal lade være med at gøre folk syge, som er mere følsomme, angste, agressive eller psykotiske, end vi selv er.
Vores psykiatriske system er fra det forrige årtysind, og det samme er lægernes gudestatus.
Hvis vi starter med at behandle mennesker ligeværdigt, er vi nået langt. Hvorfor er det læger og ikke psykologer, psykoterapeuter, coaches eller præster, der skal behandle psykisk lidelse? Som minimum kunne vi gå ind for at den enkelte patient selv kan vælge mellem en medicinsk behandling eller en behandling uden medicin. Tvang er et alt for udbredt fænomen i behandlingen af psykisk syge, de har den højeste dødelighed pga. medicinen mv.
Jeg synes ikke vi alle skal uddannes til at udpege psykisk syge og dømme dem til evigt at være anderledes end os andre.
Der er kriminelle blandt psykisk syge - men det er absolut et mindretal af alle de, som har fået en diagnose.
Lad Alternativets værdigrundlag gælde!! - også for dene gruppe.
Hilsen Bodil

kimbach · 10. Oktober 2015, 19:48

Det er heller ikke det der menes, sådan som jeg læser det, men der skal uddannes i at forstå og respektere handikap, jeg plejer at sige empati på skoleskemaet, men det har vi forhåbentlig allerede.

Line_Olesen · 10. Oktober 2015, 21:27

Jeg mener ikke, vi behøver at være eksperter i psykisk sygdom for at kunne udvise forståelse, empati og tolerance i forhold til dem der ikke fungere som flertallet. Det er et faktum, at de fleste mennesker bliver skræmt af meget atypisk adfærd. Det er en grundlæggende menneskelig egenskab, der ikke går væk af et indgående kendskab til forskellige diagnoser.
I stedet bør vi udvide normalbegrebet, således at vi dyrker en kultur, hvor der er mange flere måder at være normal på og så hjælpe, rumme og passe på de få, der seriøst er faret vild i deres eget sind. Sindsygdom er ikke almindeligt og det er ikke en statisk tilstand.

kimbach · 11. Oktober 2015, 14:21

Vi er sandsynligvis ret enige her, jeg taler ikke om ekspertviden og diagnoser som sådan er relativt irrelevante, så lad mig omdefinere det til “mental sundhed” som det blev markeret i forbindelse med gårsdagens World Mental Health Day

Bodse · 11. Oktober 2015, 17:50

Hej Kimbach.
Jeg tænker bare, at når man bliver skolet i noget, så vedtager man også, at tingene er på en bestemt måde, og så bliver det nemt til ‘dem og os’ og så sker stemplingen.
Hilsen Bodil

kimbach · 11. Oktober 2015, 18:12

Det har du nok desværre ganske ret i…Skal vi så tie stille? ps. er frivilligambassadør i EN AF OS kampagnen

Bodse · 11. Oktober 2015, 19:13

Nej’ vi skal ikke.tie. Jeg tænker bare, at vi generelt skal acceptere hinanden bedre, og en vigtig måde at vise kærlighed og aksept på er ved at vise interesse overfor mennesker, som gør ting anderledes end vi selv ville have gjort - at lære dem at kende frem for at lære om dem

DGRibes · 20. Oktober 2015, 22:53

Hej, jeg kan se der har været god aktivitet mens jeg lige tænkte over livet Meget interessante svar, tak for det.

Jeg er stor tilhænger af man deler viden - også viden der handler om svære ting, for jeg mener at det er en god måde af komme fordomme til livs på. Som eksempel kan nævnes at jeg lider af tics, der er både smertefulde og virkeligt forstyrrende ind i mellem. Mange tror at det at have tics betyder at jeg råber vilkårlige sjofle ord. Det er der nogen med tics der gør, men jeg gør ikke. Så jeg forklarer. Også gerne ti gange - eller tyve, hvis det skal til. Så de ikke tror at den der arm der flyver igennem luften har at gøre med at jeg er voldeligt anlagt - at det er sygdommen, den skid, ikke mit bevidste jeg, der handler på den måde. Og fordi det fylder så meget af mit liv.

jeg forklarer det også fordi fordomme nogen gange trækker mig og os allesammen ned. Synes jeg. Og jo mere jeg forklarer, eller læger og andre forklarer, jo mere accept synes jeg også der kommer helt af sig selv. Muligvis ikke revolutionerende meget accept alle steder, sygedagpengecenteret er en verden for sig, men lidt har helt sikkert også ret.

DGRibes · 20. Oktober 2015, 23:06

Vi bliver jo også skræmte af biluheld og listeria udbrud, men vi lærer alligevel førstehjælp eller at ringe 112?

LytTal · 7. November 2015, 13:21

Tak for dit fine indlæg. Alle behøver ikke at uddannes til at udpege psykisk syge. Men mange kan uddannes til at undgå at blive syge selv!
Som underviser og klient kender jeg enkle, virksomme principper for: kost, motion, kropsterapi, psykisk førstehjælp, følelseskontakt og -forløsning.
Det er ikke nok at læse om det. Det skal trænes i praktiske øvelse for at virke.
Metoder som kan styrke den enkeltes psyke; som kan udvikle empati for og støtte til andre.
Start med at overføre 10% af psykiatri og medicin -midlerne til denne opgave. Længere leve empatien!

ronhof · 16. Marts 2016, 10:51

Problemet er at vi faktisk ikke ved hvorfor nogle får en psykisk sygdom og andre ikke. Vi ved at der er ophobning i familier, men ikke om det er miljøet eller arven der afgørende - faktisk ved vi en del om det, men det er meget sammenblandet. Der er ingen tvivl om, at hvis man er sviget groft som spædbarn eller i de første år af ens liv, så mærkes man af det resten af livet.
Men det er kun et fåtal af de psykisk syge der har været udsat for et sådant omsorgssvigt. Mange er blevet syge, trods gode opvækst forhold.
Da man ændrede diagnose systemet til ICD10 som vi har nu (ICD 11 forventes først klar i 2018) gik man bort fra årsagen i psykiatriske diagnoser, og til at beskrive dem med symptomer.
Det skyltes at man i undersøgelser kunne vise at personer der udviklede en depression og andre lidelser, som reglen ikke havde været udsat for værre ulykker/hændelser eller ændring i livsomstændighederne end mennesker der ikke havde udviklet psykisk sygdom.
Arv kan spille en rolle, og kun dem som har “genet” og udsættes for en voldsom hændelse udvikler sygdommen. Men reelt ved vi det ikke.
Hvad vi ved er hvilken behandling der hjælper - og så ved vi at der er meget mudder i psykose området hvor medicinen ikke er ufarlig. Der er helt klart noget som ikke stemmer, men om det Peter C. Gøtzsche fra Dansk Cochrane center betragtninger holder eller det psykiatriske fagområde der har ret, ej er jeg i tvivl omt. Så det er vanskeligt at bygge en politik på årsagerne til psykiatrisk lidelser, når man ser bort fra de helt klare skader i barndommen (hvor vi iøvrigt svigter bravt for tiden)

DGRibes · 16. Marts 2016, 14:59

Men selv når vi måske ikke ved alt om hvorfor, så ved nogen vel hvordan en sygdom kommer til udtryk og hvordan man skal handle. Og det udtryk er jo også det vi møder hvis vi som ikke-fagpersoner pludselig står med en dybt nedtryk person foran os, der opfører sig meget anderledes og skævt. Vi ved muligvis ikke hvorfor, men vi står midt i det. Hvordan skal man handle? Skal vi gå videre? Skal vi tage selvmordstankerne alvorligt? Skal vi ringe efter en ambulance eller give en kop te? Skal vi blive nervøse eller grine over hvor mærkeligt det ser ud? Hvis vi stod overfor en med et brækket ben, ville vi have en chance for at vide at vi skulle ringe efter ambulancen og vi behøver faktisk ikke vide om det var en audi eller en bus der brækkede benet på vedkommende, for at konstatere at det bløder og vedkommende er i smerte.

Men jeg gentager nok mig selv. Hav en god sommer

ronhof · 17. Marts 2016, 11:21

Det er korrekt vi har handle muligheder, det har du ret i, det kan man godt undervise i. Det er en god ide.
Det er forebyggelsen som er svær, for det kræver reelt viden om årsager, og det er mere teoretisk.
Kim Rønhof

DGRibes · 18. April 2016, 06:40

Jeg vil gerne lige dele artiklen her, hvis nogen stadigvæk læser med på emnet i tråden. Personligt er jeg p…træt af at læse psykologer og psykiatere fjerndiagnosticere børn og voksne i medierne, når en sag er løbet af sporet eller BT og Ekstra Bladet har fået nye kæpheste. Til gengæld ville jeg elske at læse mere som det herunder. Det bider og foldes ud så det rent faktisk betyder noget. Og så forstår jeg noget på et dybere plan, noget der er vigtigt.

"Retorikken omkring psykisk sygdom hænger mig efterhånden ud af halsen. For alle ved jo godt, hvordan det er korrekt at snakke om de her ting. Det hedder psykisk sårbarhed, ikke sindssyge, det er synd for de mennesker, at de skal kæmpe med de her ting, og folk skal holde op med at dømme folk udelukkende på baggrund af en diagnose.

Folk vil stikke dig denne smøre, hvornår end de konfronteres med en historie fra psykiatrien, den kommer velment, velkendt, mekanisk og automatisk som fra en støvet jukeboks, der står i et hjørne og spiller de samme slidte tandløse toner i Achy Breaky Heart, når du smider en tier i. Der er grundlæggende tre problemer med de her udsagn: For det første tør vi ikke sige andet, for det andet tror vi ikke på det, og for det tredje praktiserer vi det ikke.

Forståelsen er det sidste, men kritiske skridt, vi mangler, for ikke bare at italesætte psykiatrien, men prioritere den og gentænke den. For oplysninger er der nok af. Overbelægning, ressourcemangel, ventetider, ventelister; krisen i psykiatrien er ofte nævnt, men aldrig løst. Vi er immune over for de tørre tal, sløve statistikker og brok over besparelser, når vi ikke har en indgangsvinkel, vi kan forstå.!

Hans-Micael · 16. Maj 2016, 15:50

Jeg ved ikke om denne debat stadig er åben - men jeg vil meget gerne være med til at arbejde for en psykiatrisk førstehjælpspakke. Det er et rigtigt godt initiativ - der er for mange stor usikkerhed om hvordan man skal håndtere sin egen eller andre psykiske lidelser - det lige fra uddannelsesinstitutionerne til arbejdspladserne og de sociale sammenhænge. En tilføjelse til vores almindelige og grundlæggende førstehjælpskurser ville være et godt udgangspunkt!

Førstehjælp burde på skoleskemaet ligesom seksualvejledning og kurser i privatøkonomi - det er med at give vore børn almendannelse og gøre dem til ansvarlige og kompetente samfundsborgere.

Førstehjælp er allerede en del af sikkerhedspolitikken på arbejdspladserne - men der bliver ikke taget højde for at forskellige grupper af mennesker har forskellige behov i forbindelse med det fysiske og psykiske arbejdsmiljø. De åbne kontorlandskaber er fx. gift for mennesker med angst eller ængstelige personlighedsforstyrrelser som ikke kan fungere med for megen baggrundsstøj osv. Men jeg glæder mig til at høre hvordan vi kommer videre

lindegaard.politik · 25. Maj 2016, 19:47

Spændende opslag! Jeg tror på en måde, det at sætte mere fokus på de forskellige psykiske lidelser/differencer kan være en god ide men, det er noget nemmere at genkende en brækket arm/fod end at spotte den præcise psykiske lidelse/difference. Det kan bestemt lede til problemer da bestemte psykiske “problemer” skal håndteres meget forskelligt, ellers kan de ende meget galt for både den omtale og den hjælpende hånd. Der ligger allerede det kæmpe problem at psykiske problemer er svære at finde, selv for de virkelig dygtige psykiatere kan de være en næsten umulig opgave at finde den præcise diagnose. Man kan godt opstille en skabelon af den typiske Paranoide skizofren men, den ene fra den anden kan være fuldstændig forskellige den ene har måske massive hallucinationer der kan lede til aggressivitet, den anden er måske bare lidt svimmel og har svært ved at forstå hvor de han/hun er og laver. Vi vil jo heller ikke skræmme befolkningen ved at sige, at ham den lidt underlige og stille fyr fra klassen potentiel kunne være end blod-tørstig ondskabsfuld psykopat… så som sagt er det svært at sige. … Jeg håber vi snakkede psykiske problemer som i dem alle sammen, og ikke et præcist emne. Hvis det ikke er tilfældet har jeg taget fejl og i kan ignorere hvad jeg skrev… eller bruge det til et bedre sammenhængende emne. Yes.

akmors · 22. Juli 2016, 19:59

Måske man kunne ændre fokuspunktet til psykisk lidelse fremfor sygdom? Vi har alle en forståelse for, at man gerne vil afhjælpe eller ændre lidelse. Ordet sygdom er mere omfattende, “farligt”, potentielt smittende og kræver lægeekspertise…! Det kan afstedkomme handlingslammelse og berøringsangst. Og helt rigtigt spottet, så er der brug for mere generel folkelig viden, empati, opmærksomhed og ikke mindst førstehjælp-redskaber til personer med akutte/opbyggende psykiske smerter.
Der er brug for en bred viden og værktøjskasse, men mest af alt er der brug for, at de psykisk lidende kan få genoprettet tilliden til det system og det samfund, der har mulighed og pligt til at hjælpe dem, enten til et normalt liv uden psykisk lidelse eller et mere værdigt liv hvor de lever i kortere eller længere tid med “golfhandicap” og psykisk lidelse - på linje med de, der er mere heldige og mentalt robuste.
Vi skal som samfund genfinde vore muligheder for og evne til at rumme forskellighed, i ikke bare mht. fysiske udfordringer, men også psykiske udfordringer. Og her taler jeg ikke om almindeligt forekommende stress, vrede, tristhed og utilstrækkelighed, som vi alle kan falde i (her kunne de generelt max 30 timers arbejdsuge og no-questions-asked-borgerløn afhjælpe meget!) men jeg taler om reelt psykiske lidelser, som er invaliderende og stigmatiserende.
I min optik udspringer en stor del af konflikterne fra mangel på forståelse, respekt og ressourcer i mødet med personer, der kæmpe med psykiske lidelser. Hvis vi kan udvikle en samfundsmæssig større empati, rummelighed og forståelse vil mange problemer kunne undgået. Og så tror jeg der er en stor ressource fremfor byrde i mange af disse skønne, specielle men udfordrede mennesker.

Jeg er i den grad FOR en psykisk førstehjælpspakke/-undervisning. Og det kan gøres ved at vise menneskerne med lidelserne, ikke en lidelserne som en personificering.

Min baggrund er, at jeg er nær pårørende til hhv en med svær bipolar og en med depression. Den største udfordring er ikke lidelserne, men systemets og samfundets håndtering af og forståelse for lidelserne. Og så selvfølgelig deres egne evner og lyst til at anerkende og arbejde for lindring. Men igen hænger modviljen formentlig især sammen med, at stigmatisering og identitetstab til lidelsen fordrer modstand til at adressere udfordringen og lade sig sætte ud på et udsigtsløst sidespor.

DGRibes · 30. December 2016, 18:47

Hej igen.

Jeg blev lige afbrudt af livet og en fødsel og har ikke haft tid til at svare.
Er der nogen af jer, som mener at det er en god ide, der så har et forslag til hvordan man griber sådan en førstehjælpspakke an? Hvem man skal snakke med om det? Hvor går man, vi, hen herfra? Næsten som en meta.kommentar til emnet, så føler jeg et stærkt behov for sådan en førstehjælpspakke, men jeg føler mig dårligt klædt på til at lave en.

Det lyder fint for mig at ændre fokuspunktet fra sygdom til lidelse. Ord kan stå i vejen, og fylde for meget, men vi er jo også afhængige af at de skaber fælles grundlag.

det gør jeg i hvert fald. Intet for stort eller for småt.