Jeg er enig i at det vigtigt at lære sig selv at kende, for mange, men jeg vil vende den om Ingrid, og sige at der i utroligt mange familier hvor børn bliver skrøbelige eller udvikler sig til udsatte voksne, der er der “noget” andet galt end at man ikke kan mærke/ rumme/ udvikle sig selv. Det kan være mange ting - psykisk sygdom, udviklingsfortyrrelser, neurologiske skader - og det er måske derfor der er mange i de familier der ender med et misbrug, at være voksne uden de rigtige redskaber, osv. Der er ikke nogen der fuldstændig sikkert kan sige med alt hvad der er arv og hvad der er miljø. Og så vil jeg også sige at jeg ikke er vild med tanken om selvudvikling for børn - det er ikke barnemad så at sige.
For mange år siden kaldte man mødre til autistiske børn for køleskabsmødre - de var følelseskolde og derfor skyld i deres børns autisme. I dag ved vi at det ikke er rigtigt og jo mere vi ved om mange andre tilstande også, jo mere må de forklaringer revurderes.
Det betyder ikke at terapi, meditation osv ikke kan hjælpe, eller at det psykiske ikke kan blive sygt - der er nogen typer af terapi der har virkeligt gode resultater. dokumenterede og vel belyste resultater. Nærvær og empati er vigtigt og det er mange slags indsigt og overblik og forskning også.
For 6 år siden mens jeg var dybt begravet i et alternativt miljø, havde jeg muligvis været enig med dig. Men så blev jeg gradvist mere rask ved hjælp af behandlinger af kroppen, efter at have været igennem en terapeutisk ørkenvandring af den anden verden. Til gengæld får jeg mere ud af min terapi nu, hvor jeg er 1) fysisk behandlet og stabil det meste af tiden og 2) har en terapeut der accepterer at kroppens rolle er så stor som den er. Ud over det er hun rar og skarp - jeg er virkelig glad for hende
Men det krævede mange lange omveje forbi læger der glad og gerne kaldte mine smerter og søvnproblemer for “psykisk” og psykolger der gjorde det samme. Jeg gjorde det også selv. Jeg gentog det til hvem som helst der gad høre på det: “Det er noget psykisk”.
Som jeg ser det nu, er krop og sind ikke specielt adskildt. Og vejen til et godt liv er lidt ligegyldig, så længe den er gyldig for dem det drejer sig om. Men i virkeligheden er det især ligegyldigt hvad jeg mener når det gælder sundhedssystemet eller lign - der skal kolde facts og masser af forskning og praksiserfaring til. Og penge, så det hele kan lade sig gøre.
Men ud over det, så handlede mit oprindelige indlæg slet ikke om hvorfor mennesker bliver psykisk syge - det handlede om hvordan vi skal håndtere og lære om det som samfund, når folk bliver syge foran os, så berøringsangsten forsvinder og de rudimentære forklaringer ikke får lov til at skabe angst og usikkerhed for eksempel.
Det lyder fantastisk Kimbach. Hvordan mærker du den stigede forståelse? Og hvad er det der mangler på arbejdsmarkedet egentlig - er det ledere eller medarbejdere i øvrigt der er usikre på den psykisk syge og hvad det indebærer? Jeg læste for nyligt noget om at i omegnen af 20% (?) var nervøse for at få en kollega med angst for eksempel?
Jeg ved ikke så meget om EN AF OS, jeg svarer bare på nogen af deres undersøgelser ind i mellem, hehe…
Hvad går dit arbejde som ambasadør egentlig ud på?
Håber de mange spørgsmål er ok. Jeg har haft lidt for god tid til at tænker over dem
Manglerne på arbejdsmarkedet er et spørgsmål om at man ikke vil lave de små tilpasninger der er nødvendige for at kunne inkludere flere, som f.eks. nedsat arbejdstid.
Jeg er selv blevet sluset ind til fuldtidsarbejde første gennem en virksomhedspraktik på 15 t/uge, senere løntilskud og nu fuldtid på normale vilkår.
DEn øgede forståelse møder jeg på min arbejdsplads, men også i en ændret retorik i medierne, hvor der er længere mellem overskrifter om “de farlige psykisk syge”.
Jeg holder oplæg for f.eks. psykiatribrugere, personale i psykiatrien, apotekere, sikkerhedsvagter og ejendomsfunktionærer, hvor jeg bla. fortæller min personlige historie, jeg har bipolar affektiv sindslidelse Bipolar affektiv sindslidelse - Wikipedia, den frie encyklopædi
En gang i mellem finder det også vej til landsdækkende medier.
Det er helt fint, og jeg skal nok også adressere flere af dem.
I relation til det du skriver om små og nødvendige tilpasninger på arbejdsmarkedet: En af de ting jeg tit studser over, er at mange mennesker tilsyneladende tænker på psykiske lidelser som enten/ eller. Enten har man en ægte depression, eller også er man helt rask. Mens det i praksis kan være meget mere broget og meget individuelt hvad folk har af overskud.
Det samme gælder fysiske sygdomme i øvrigt. Det kan være svært at forstå at kollegaen må have et almindeligt fritidsliv med sport eller rejser, hvis vedkommende ikke kan arbejde fuld tid på grund af skavanker i skroget. I stil med, at kan man arbejde, kan man vel også arbejde til man er helt kørt flad. Og kan man tage på ferie, så har man nok ikke arbejdet alt det man kunne, hvis man arbejder mindre end en selv.
Så det glæder mig at du oplever ændringer - det er meget opløftende. Lad os håbe at det bliver ved.
Det vil nok være godt at lære og få at vide, at psykiske lidelser, er ligesom influenza og lungebetændelse, som er lidelser der som bekendt opstår af virus og bakterier - er psykiske lidelser der opstår ved, at der kommer noget udefra og som er skadeligt for et menneskes psyke.
Alle ved, at når vi har feber, hoster og har ondt i led, at så har vi nok influenza.
Hvis et menneskes psyke har “feber”, “hoster” og har “ondt i ledene”, så ved man godt nok ikke, hvad det egentlig er et menneske lider af.
Så ja, vi mangler alle en bedre viden om, hvad det er for nogle psykiske lidelser vi kan komme til at stå over for, hos et menneske, når et menneskes psyke blive påvirket af noget der er psykisk skadeligt for det.
Hvordan skal vi forholde os over for mennesker, hvor følelserne er gået i “spåner”?
Men vi skal så sandelig også lære, ikke at sætte os selv eller andre i situationer, som kan være skadelige for den menneskelige psyke.
Vi kan fint klare et psykisk pres, indtil et vidst punkt, hvor så det hele falder sammen som et korthus og det er her vi også skal lære ikke at presse hinanden ud i situationer, hvor vi sætter andre menneskers psyke i en skadelig situation.
Vi lærer de fysiske begrænsninger, men glemmer helt den psykiske side af menneskelivet.
Der er rigtig mange psykisk syge i dette samfund, for vi er ikke særlig rummelige, og aksepterer ikke mennesker, som er anderledes end vi selv er. Allerførst synes jeg, at vi skal lade være med at gøre folk syge, som er mere følsomme, angste, agressive eller psykotiske, end vi selv er.
Vores psykiatriske system er fra det forrige årtysind, og det samme er lægernes gudestatus.
Hvis vi starter med at behandle mennesker ligeværdigt, er vi nået langt. Hvorfor er det læger og ikke psykologer, psykoterapeuter, coaches eller præster, der skal behandle psykisk lidelse? Som minimum kunne vi gå ind for at den enkelte patient selv kan vælge mellem en medicinsk behandling eller en behandling uden medicin. Tvang er et alt for udbredt fænomen i behandlingen af psykisk syge, de har den højeste dødelighed pga. medicinen mv.
Jeg synes ikke vi alle skal uddannes til at udpege psykisk syge og dømme dem til evigt at være anderledes end os andre.
Der er kriminelle blandt psykisk syge - men det er absolut et mindretal af alle de, som har fået en diagnose.
Lad Alternativets værdigrundlag gælde!! - også for dene gruppe.
Hilsen Bodil
Det er heller ikke det der menes, sådan som jeg læser det, men der skal uddannes i at forstå og respektere handikap, jeg plejer at sige empati på skoleskemaet, men det har vi forhåbentlig allerede.
Jeg mener ikke, vi behøver at være eksperter i psykisk sygdom for at kunne udvise forståelse, empati og tolerance i forhold til dem der ikke fungere som flertallet. Det er et faktum, at de fleste mennesker bliver skræmt af meget atypisk adfærd. Det er en grundlæggende menneskelig egenskab, der ikke går væk af et indgående kendskab til forskellige diagnoser.
I stedet bør vi udvide normalbegrebet, således at vi dyrker en kultur, hvor der er mange flere måder at være normal på og så hjælpe, rumme og passe på de få, der seriøst er faret vild i deres eget sind. Sindsygdom er ikke almindeligt og det er ikke en statisk tilstand.
Vi er sandsynligvis ret enige her, jeg taler ikke om ekspertviden og diagnoser som sådan er relativt irrelevante, så lad mig omdefinere det til “mental sundhed” som det blev markeret i forbindelse med gårsdagens World Mental Health Day
Hej Kimbach.
Jeg tænker bare, at når man bliver skolet i noget, så vedtager man også, at tingene er på en bestemt måde, og så bliver det nemt til ‘dem og os’ og så sker stemplingen.
Hilsen Bodil
Nej’ vi skal ikke.tie. Jeg tænker bare, at vi generelt skal acceptere hinanden bedre, og en vigtig måde at vise kærlighed og aksept på er ved at vise interesse overfor mennesker, som gør ting anderledes end vi selv ville have gjort - at lære dem at kende frem for at lære om dem
Hej, jeg kan se der har været god aktivitet mens jeg lige tænkte over livet Meget interessante svar, tak for det.
Jeg er stor tilhænger af man deler viden - også viden der handler om svære ting, for jeg mener at det er en god måde af komme fordomme til livs på. Som eksempel kan nævnes at jeg lider af tics, der er både smertefulde og virkeligt forstyrrende ind i mellem. Mange tror at det at have tics betyder at jeg råber vilkårlige sjofle ord. Det er der nogen med tics der gør, men jeg gør ikke. Så jeg forklarer. Også gerne ti gange - eller tyve, hvis det skal til. Så de ikke tror at den der arm der flyver igennem luften har at gøre med at jeg er voldeligt anlagt - at det er sygdommen, den skid, ikke mit bevidste jeg, der handler på den måde. Og fordi det fylder så meget af mit liv.
jeg forklarer det også fordi fordomme nogen gange trækker mig og os allesammen ned. Synes jeg. Og jo mere jeg forklarer, eller læger og andre forklarer, jo mere accept synes jeg også der kommer helt af sig selv. Muligvis ikke revolutionerende meget accept alle steder, sygedagpengecenteret er en verden for sig, men lidt har helt sikkert også ret.
Tak for dit fine indlæg. Alle behøver ikke at uddannes til at udpege psykisk syge. Men mange kan uddannes til at undgå at blive syge selv!
Som underviser og klient kender jeg enkle, virksomme principper for: kost, motion, kropsterapi, psykisk førstehjælp, følelseskontakt og -forløsning.
Det er ikke nok at læse om det. Det skal trænes i praktiske øvelse for at virke.
Metoder som kan styrke den enkeltes psyke; som kan udvikle empati for og støtte til andre.
Start med at overføre 10% af psykiatri og medicin -midlerne til denne opgave. Længere leve empatien!
Problemet er at vi faktisk ikke ved hvorfor nogle får en psykisk sygdom og andre ikke. Vi ved at der er ophobning i familier, men ikke om det er miljøet eller arven der afgørende - faktisk ved vi en del om det, men det er meget sammenblandet. Der er ingen tvivl om, at hvis man er sviget groft som spædbarn eller i de første år af ens liv, så mærkes man af det resten af livet.
Men det er kun et fåtal af de psykisk syge der har været udsat for et sådant omsorgssvigt. Mange er blevet syge, trods gode opvækst forhold.
Da man ændrede diagnose systemet til ICD10 som vi har nu (ICD 11 forventes først klar i 2018) gik man bort fra årsagen i psykiatriske diagnoser, og til at beskrive dem med symptomer.
Det skyltes at man i undersøgelser kunne vise at personer der udviklede en depression og andre lidelser, som reglen ikke havde været udsat for værre ulykker/hændelser eller ændring i livsomstændighederne end mennesker der ikke havde udviklet psykisk sygdom.
Arv kan spille en rolle, og kun dem som har “genet” og udsættes for en voldsom hændelse udvikler sygdommen. Men reelt ved vi det ikke.
Hvad vi ved er hvilken behandling der hjælper - og så ved vi at der er meget mudder i psykose området hvor medicinen ikke er ufarlig. Der er helt klart noget som ikke stemmer, men om det Peter C. Gøtzsche fra Dansk Cochrane center betragtninger holder eller det psykiatriske fagområde der har ret, ej er jeg i tvivl omt. Så det er vanskeligt at bygge en politik på årsagerne til psykiatrisk lidelser, når man ser bort fra de helt klare skader i barndommen (hvor vi iøvrigt svigter bravt for tiden)
Men selv når vi måske ikke ved alt om hvorfor, så ved nogen vel hvordan en sygdom kommer til udtryk og hvordan man skal handle. Og det udtryk er jo også det vi møder hvis vi som ikke-fagpersoner pludselig står med en dybt nedtryk person foran os, der opfører sig meget anderledes og skævt. Vi ved muligvis ikke hvorfor, men vi står midt i det. Hvordan skal man handle? Skal vi gå videre? Skal vi tage selvmordstankerne alvorligt? Skal vi ringe efter en ambulance eller give en kop te? Skal vi blive nervøse eller grine over hvor mærkeligt det ser ud? Hvis vi stod overfor en med et brækket ben, ville vi have en chance for at vide at vi skulle ringe efter ambulancen og vi behøver faktisk ikke vide om det var en audi eller en bus der brækkede benet på vedkommende, for at konstatere at det bløder og vedkommende er i smerte.
Det er korrekt vi har handle muligheder, det har du ret i, det kan man godt undervise i. Det er en god ide.
Det er forebyggelsen som er svær, for det kræver reelt viden om årsager, og det er mere teoretisk.
Kim Rønhof
Jeg vil gerne lige dele artiklen her, hvis nogen stadigvæk læser med på emnet i tråden. Personligt er jeg p…træt af at læse psykologer og psykiatere fjerndiagnosticere børn og voksne i medierne, når en sag er løbet af sporet eller BT og Ekstra Bladet har fået nye kæpheste. Til gengæld ville jeg elske at læse mere som det herunder. Det bider og foldes ud så det rent faktisk betyder noget. Og så forstår jeg noget på et dybere plan, noget der er vigtigt.
"Retorikken omkring psykisk sygdom hænger mig efterhånden ud af halsen. For alle ved jo godt, hvordan det er korrekt at snakke om de her ting. Det hedder psykisk sårbarhed, ikke sindssyge, det er synd for de mennesker, at de skal kæmpe med de her ting, og folk skal holde op med at dømme folk udelukkende på baggrund af en diagnose.
Folk vil stikke dig denne smøre, hvornår end de konfronteres med en historie fra psykiatrien, den kommer velment, velkendt, mekanisk og automatisk som fra en støvet jukeboks, der står i et hjørne og spiller de samme slidte tandløse toner i Achy Breaky Heart, når du smider en tier i. Der er grundlæggende tre problemer med de her udsagn: For det første tør vi ikke sige andet, for det andet tror vi ikke på det, og for det tredje praktiserer vi det ikke.
Forståelsen er det sidste, men kritiske skridt, vi mangler, for ikke bare at italesætte psykiatrien, men prioritere den og gentænke den. For oplysninger er der nok af. Overbelægning, ressourcemangel, ventetider, ventelister; krisen i psykiatrien er ofte nævnt, men aldrig løst. Vi er immune over for de tørre tal, sløve statistikker og brok over besparelser, når vi ikke har en indgangsvinkel, vi kan forstå.!
Jeg ved ikke om denne debat stadig er åben - men jeg vil meget gerne være med til at arbejde for en psykiatrisk førstehjælpspakke. Det er et rigtigt godt initiativ - der er for mange stor usikkerhed om hvordan man skal håndtere sin egen eller andre psykiske lidelser - det lige fra uddannelsesinstitutionerne til arbejdspladserne og de sociale sammenhænge. En tilføjelse til vores almindelige og grundlæggende førstehjælpskurser ville være et godt udgangspunkt!
Førstehjælp burde på skoleskemaet ligesom seksualvejledning og kurser i privatøkonomi - det er med at give vore børn almendannelse og gøre dem til ansvarlige og kompetente samfundsborgere.
Førstehjælp er allerede en del af sikkerhedspolitikken på arbejdspladserne - men der bliver ikke taget højde for at forskellige grupper af mennesker har forskellige behov i forbindelse med det fysiske og psykiske arbejdsmiljø. De åbne kontorlandskaber er fx. gift for mennesker med angst eller ængstelige personlighedsforstyrrelser som ikke kan fungere med for megen baggrundsstøj osv. Men jeg glæder mig til at høre hvordan vi kommer videre
