Referat fra bestyrelsesmøde 27/2-2019


(Janne Hjorth) #1

Referat – Bestyrelsesmøde Alternativer Helsingør 27/2-2019

Agenda:

  1. Storkredsen og aktiviteter
  2. Holdning til Donationssagen i Storkredsen
  3. Økonomi
  4. Opfølgning på afholdte og aflyste events
  5. Næste møde

Deltagere på mødet:

Kristian Herdal Molbech, Mikkel Abrahamsen, Janne Hjorth (bestyrelsen var altså fuldtallig og beslutningsdygtig).

Referat:

Ad1:

  • Bestyrelsen besluttede på mødet, at det giver værdi for os, at alle bestyrelsesmedlemmer deltager på de kommende Storkreds møder.
  • Vi har ikke taget stilling til evt. deltagelse i POFO, Storkredsens Hovedbestyrelse eller Dialogrådet.
  • Mikkel vil gerne stå som Plakat-ansvarlig i Helsingør. Dette meddeler Kristian til Thorbjørn, der er kampagnekoordinator for Plakatgruppen.

Ad2:

  • Bestyrelsen diskuterede donationssagen og blev enig om at bakke op om Rudersdals holdning til medlemsmødet med den samme begrundelse, som Rudersdal Lokalforening har udsendt pr. mail den 26. februar.
  • Bestyrelsen har besluttet, at dette meddeles den samme modtagerkreds som Rudersdal har rundsendt til ved at svare på mailen fra Rudersdal Lokalforening.
  • Bestyrelsen i Helsingør Lokalforening ønsker i samme anledning at udtrykke fuld tillid til, at kandidaterne selv vurderer, i hvilket omfang de deltager i storkredsens aktiviteter. Bestyrelsen sender en mail til vores lokale kandidater - Bina og Julie - og informerer dem om vores holdning og opbakning.

Ad3:

  • Vi besluttede at ændre regnskabsåret så det følger kalenderåret (1/1 – 31/12).
  • Regnskabet for 2018 afsluttes, så vi hurtigst muligt kan få sendt ny ansøgning om partistøtte for 2019
  • Vi afventer information om valgkampsstøtte fra Storkreds Nordsjælland.

Ad4:

  1. Afholdt arrangement - Fællesspisning med Uffe og Kandidaterne.
  • Et arrangement der forløb over al forventning. Mere end 30 mennesker deltog. Uffe fortalte om det svære nr. 2 valg for vores parti. Derefter holdt han en interviewrunde med de fremmødte kandidater.
    Den efterfølgende fælles buffet og indtag af lækker mad bidrog til en hyggelig og nærværende stemning blandt alle. Der var gode snakke mellem kandidater og de fremmødte.
  1. Aflyste arrangement - Utopi workshop – hvordan skal Helsingør se ud i fremtiden?
  • Der var desværre ikke den store tilslutning til dette arrangement, og vi vurderer at det skyldes en mangel på promovering på de sociale medier – specielt Facebook.
    Det fik os til at fundere over, hvordan vi mon fanger medlemmerne. Skal vi hellere lave events på gaden? Kan vi bruge de digitale medier anderledes?
  1. Af fremtidige arrangementer kan oplyses:
  • Et arrangement fastsat til 16. marts 2019 der handler om Borgerinddragelse. Arrangør er Julie Herdal Molbech og hun har inviteret en inspirator: Johan Galster fra WeDoDemocracy, der arbejder med borgerinddragelse.
  • Den 30. marts 2019 deltager Julie Herdal Molbech i et møde omkring Ghettoplanen. I panelet deltager flg.: David Trads, Lars Arne Christensen, Camilla Kampmann og Julie.
  • Vi planlægger et arrangement på Helsingør station vedr. nedskæringer på Kystbanen. Der skal fortælles om Alternativets politik omkring offentlig transport, skabes debat med togpassagerer – generelt gøres opmærksom på de problemer det vil medføre for os borgere i Helsingør.
    Mikkel Abrahamsen er arrangør og han ønsker at invitere Helsingørs 2 folketingskandidater til at deltage i eventet.

Ad5

  • Dato for næste møde ikke fastsat. Men forslag til at kommunikation bliver et stort/eneste punkt, så vi både kan beslutte om og konkret arbejde med foreningens hjemmeside, Facebook mm.

(Ditte Kanstrup) #2

Hvilken dialog har I med de 2 ft-kandidater om Å´s politik - specielt her op til det kommende valg? Jeg kan se af referatet at den ene kandidat bliver nævnt flere gange, men ikke den anden?
VH
Ditte


(Janne Hjorth) #3

Kære Ditte.

Der har ikke været den store dialog mellem bestyrelsen og de 2 kandidater.

Begge kandidater er blevet kontaktet ifht. at kunne informere omkring planlagte events - jeg modtog svar fra Julie, men ikke Bina.

Og kandidaterne er begge blevet kontaktet ifht. bestyrelses beslutning om Storkreds samarbejde ifm. valget.

Bedste hilsner

Janne


(Ditte Kanstrup) #4

Kære Jane,

Tak for svar - jeg undre mig over om I er opmærksomme på at kandidaterne er valgt på storkredsniveau og ikke af lokalforeningen, og at det er storkredsen der fører valgkamp?

Og så undre jeg mig over at I fortsat holder lukkede bestyrelsesmøder - det er ikke i tråd med Alternativets værdier at fastholde lukkethed, og der kommer aldrig gang i lokalafdelingen igen, før der åbnes op!!
Det er jeres ansvar at arbejde for åbenhed. Det skaber myter og rygtedannelse, når lukketheden fastholdes, specielt med Julie som kandidat og Kristian i bestyrelsen.

HUSK nu, også i valgkampen - flere ved mere :slight_smile:

MKH og god påske
MKH/Ditte


(Janne Hjorth) #5

Kære Ditte.

Tak for dine spørgsmål. Jeg mener bestemt vi er opmærksomme på, at storkredsen fører valgkampen :slightly_smiling_face:.

Som ny forperson i ÅH gør jeg det bedste for i mit bestyrelses arbejde at agere efter Alternativets værdier.

Vil du hjælpe mig til at blive endnu bedre?

Det kan du gøre ved dels at fortælle mig, hvordan jeg i referatet fra sidste møde har ageret på en måde, der ikke respekterer Storkredsens Valgkamps arbejde? og dels ved at fortælle mig, hvordan jeg sikrer total gennemsigtighed ifht. de møder vi holder i ÅH’s bestyrelse?

De bedste grønne hilsner og god påske til dig.

/Janne :green_heart:


(Ditte Kanstrup) #6

Kære Janne,
Kandidaterne er valgt på kredsniveau, og ikke på lokal niveau og at I som lokalbestyrelse godkender at de 2 ft kandidater bosiddende i Helsingør ikke deltager i kredsens valgkamp, er at sanktionere noget I ikke har ansvar for. I har derimod et ansvar for at bakke alle 6 kandidater op i valgkampen og stille lokalafdelingens ekspertise til rådighed for dem alle, for at sikre at budskabet om Alternativet bliver bredt ud i hele Nordsjælland på bedste vis.
Lokalforeningen blev stiftet i april 2015 af Bina og frem til november 2017, blev der afholdt åbne bestyrelsesmøder/medlemsmøder hver måned. Lukkethed som nu, hvor kun Julie er i centrum for Ås aktiviteter i Helsingør, skaber rygter og stor usikkerhed om bestyrelsens habilitet og derfor er helt åbne bestyrelsesmøder, hvor ordinære medlemmer kan deltage, helt afgørende for at sikre total gennemsigtighed.

De bedste hilsner og god påske
Ditte