Nyhedsbrev fra Alternativets Hovedbestyrelse

Kære Alternativist

Velkommen til nyt fra Alternativets Hovedbestyrelse.

Vi har ramt september måned, sensommeren er smuk i år, og selvom Folketinget ikke er åbnet endnu, er det organisatoriske arbejde i fuld gang. Hovedbestyrelsen besluttede i forsommeren tre overordnede spor, der for alvor får betydning for Alternativets organisation og politiske virke de næste år frem.

Du kan læse mere om de tre udviklingsspor længere nede i dette nyhedsbrev.

I tråd med dette arbejde har vi i Hovedbestyrelsen besluttet at etablere en kollektiv ledelse kaldet Daglig Organisatorisk Ledelse (forkortet: DOL), der bedre afspejler den måde, vi ser ledelse på i Alternativet. Vi har oplevet et behov for at sprede ledelsen ud på flere hjerner, hjerter og hænder, så vi bedre kan løfte den politiske og organisatoriske opgave, vi står overfor. Se medlemmer af “Den Daglige Organisatoriske Ledelse- DOL” her.



Der har længe været tale om et behov for en mere gennemgribende videreudvikling af Alternativets organisation. Det er naturligvis en organisk proces, og noget der pågår løbende, men der er et aktuelt behov for, at vi i fællesskab lærer af erfaringerne og mere bevidst videreudvikler organisationen, så den matcher vores behov i dag, og i årene, der kommer. Hovedbestyrelsen har derfor nedsat et “Organisationsudviklingsudvalg” der står for processen frem mod Landsmødet 2020. Læs kommissoriet for udvalgets arbejde her.



Arbejdet med at udvikle organisationen vil bestå af en række nedslagspunkter, hvor processen åbnes op for en bredere medlemsdeltagelse. Et af nedslagspunkterne er medlemsmødet d. 26. oktober i Middelfart, hvor vi får lejlighed til at se hinanden i øjnene og i forskellige workshops blive klogere på, diskutere, nuancere og kvalificere udvalgte temaer. Der er forskellige måder at være med til Medlemsdagen. Sæt allerede et kryds i kalenderen, og hold dig opdateret på program, workshops og meget mere på AlleOs under Aktuelt her.





Hovedbestyrelsen har som et gennemgående fokuspunkt besluttet systematisk at arbejde med at skabe rum for medlemsinddragelse i udvalgsarbejdet. Det sker blandt andet gennem opslag på Job- og opgavebørsen. Der er allerede et opslag om at være med i sparringsgruppen vedr. organisationsudviklingsudvalgets arbejde. Læs mere og følg med her. Er du interesseret så send en ansøgning. Medlemmerne vil blive udvalgt efter kompetencer, men også efter geografisk spredning, køn og alder.




Der er nu lavet en omfattende evaluering baseret på en lang række møder i hele landet og gennem flere kanaler. En af evalueringerne foregik på Dialog, hvor mange bød ind med konstruktiv og direkte kritik. Tak for det, og tak til alle jer, der kom med input gennem storkredsmøder og evalueringsskemaer. Vi arbejder i Hovedbestyrelsen og i udvalget på en tilgang til evaluering og læring, der løbende skal integreres i arbejdet med de ovennævnte spor. Samskabelse og mobilisering er kerneprincipper i dette arbejde. Evalueringen med anbefalinger offentliggøres i oktober måned. Se mere om hele processen under Aktuelt på AlleOs her.



I Politisk Forum (POFO) besluttes Alternativets politiske strategi, og her sidder medlemmer fra alle dele af Alternativet repræsenteret. En af POFO’s opgaver er at udvikle og beslutte de overordnede politiske sigtepunkter, der skal danne en fælles retning, som alle kan arbejde indenfor. POFO var samlet til seminar 10.-11. august i København og vedtog med bred enighed en række politiske sigtepunkter. Find dem her.

Henover efteråret og vinteren udmøntes de i praktisk politik i Folketing, byråd, regionsråd og i storkredsenes politiske arbejde. Kontakt din lokale repræsentant i POFO, hvis du vil høre nærmere og se, hvordan du kan være med. Se dagsordener og referater fra Politisk Forums møder her.




Vi har med DIPD-midler igangsat et gensidigt demokratiprojekt med Eastern African Greens Federation i Østafrika. I forrige uge gennemførte Alternativet et tre dages træningsforløb for 30 ledende medlemmer fra de involverede partier i Uganda, Kenya, Burundi og Rwanda. Rapporter og film fra projektet lægges op løbende på Alternativet.dk og på sociale medier. Del meget gerne budskabet. Inden længe vil det også fremgå, hvordan du som frivillig kan medvirke i projektet. Der er planlagt besøg på Christiansborg med de fire partiledere, en hyttetur med frivillige i Alternativet og en workshop om kommunikation i Rwanda sidst i oktober.

Det var alt for nu. Nyd september derude og husk du altid er velkommen til at tage fat i dit lokalt valgte medlem af Hovedbestyrelsen. Se alle medlemmer her.

Grønne hilsner,

Alternativets Hovedbestyrelse



Hvad sker? Følg med i kalenderen og under Aktuelt på AlleOs, klik her.
Hovedbestyrelsen - Råd og udvalg, klik her.
Hovedbestyrelsen - Mødekalender og referater, klik her.


MØD OS ELLER TAG KONTAKT

Alternativet
Åbenrå 33
1124 København K

+45 71 79 18 64

alternativet@alternativet.dk
medlem@alternativet.dk