Lad mig citere fra Lene Andersens “Baade-Og”-serie, et værk jeg varmt kan anbefale. Her hedder det bl.a.:
“Hvad var det foragtcentrifugen helt overordnet sagde?
At forretning, videnskab og religion ikke kan udstå hinanden, og når centrifugen begynder at dreje hurtigt og de fjerner sig fra hinanden, så bliver de til henholdsvis kynisme, arrogance og dumhed. - Og når de arbejder sammen, så skaber de velstand, uddannelse og fællesskab, og dermed styrker de dét inde i midten: retssamfundet, humanismen, pluralismen og demokratiet.
Og når de styrer mod kynisme, arrogance og dumhed, så falder de gode ting inde i midten fra hinanden.
Modellen viser at de tre områder hver især udgør en del af vores kultur: vores fysiske behov, jagten på mere viden samt vores søgen efter sammenhæng og mening i tilværelsen. Hos jægersamlerne og i oldtiden hang de tre ting sammen, men de seneste 2-3.000 års udvikling har gået ud på at vikle de tre områder mere og mere ud af hinanden.
Der er derfor det hedder “ud-vikling”?
Meget morsomt!” (“Baade-Og. Torsdag”)
Den fulde forståelse af citatet kræver nok, at man kender konteksten i bogen, men essensen er jo tydeligvis en konstruktiv tilgang til religionens væsen.
Og meget tankevækkende har Rane Willerslev sagt om religion, at hvis ikke religion var godt for os, så ville evolutionen for længst have gjort op med vores religiøse tilbøjeligheder.
Helt overordnet så er min tilgang til folkekirken, at jeg meget nødig vil begynde at ændre på noget, der faktisk virker. Folkekirken er sandt at sige en løjerlig konstruktion, og jeg tror ikke, man finder noget tilsvarende andre steder i verden. På den ene side har den skin af en statskirke, da det formelle overhoved er kirkeministeren (og en minister i dk behøver ikke at være folkevalgt), og staten giver et mindre tilskud til folkekirkens budget, som vist pt. ligger på 750 millioner. Det er mindre end ti procent, så vidt jeg husker. Folkekirkekirken er altså i høj grad selvfinansierende, igennem kirkeskat og andre driftindtægter (fra bl.a. kirkegårdene).
På den anden side, hvis man forholder sig til dagligdagen, den virkelighed, som både præster og folkekirkemedlemmer og andet godtfolk må forholde sig til, så er folkekirken gennemsyret af demokrati. På godt og ondt. Præster ansættes efter indstilling fra demokratisk valgte menighedsråd. Det har den konsekvens, at det ikke altid er præsten faglighed, der tages i betragtning. Den anses nærmest for givet .Til gengæld er præstens mandat i sognet som regel stærkt, da menighedsrådet efter ansættelsen må formodes at bakke op om præsten. Det gælder også ansættelse af biskopper og provster. Deres ansættelsesprocedure er gennemsyret af demokrati. Der er altså virkelig tale om en folkekirke, da det er folket (deres valgte repræsentanter i menighedsrådene, ikke mindst), som vælger forkynderne.
Og så er der plads til dem, jeg kalder “den lille mand med den lille tro”, som der i reglen ikke er plads til i frikirker. Dem, som nogen vælger at kalde for folkekirkekristne, eller kulturkristne. Som ikke har nogen formuleret tilgang til troen og kristendommen, men hos hvem, man som præst - i dåbssamtaler og ved begravelsessamtaler - kan mærke, at kirken virkelig betyder noget.
SAMTIDIG er jeg så meget pragmatiker, at jeg godt kan se, at folkekirkens status på langt sigt er uholdbar. I hvert fald, hvis det bliver en særlig priviligeret status. Derfor giver ligestilling opad klart mest mening. Så andre anerkendte trossamfund kan få samme status, i hvert fald økonomisk, relativt set.
En adskillelse af kirke og stat er jeg inderligt imod, ikke mindst fordi jeg slet ikke kan overskue konsekvenserne. Jeg skal nok selv overleve, det mest af mit voksenliv har jeg arbejdet i den private sektor, og jeg startede ikke på teologi i sin tid med henblik på at blive præst. Teologi er et akademisk studie og ikke et trosstudie.
Men der vil ikke længere være plads til “den lille mand med den lille tro”, kristendommen vil helt givet blive politiseret - amerikanske tilstande - og den værste fundamentalisme vil ikke længere blive holdt i ave.
Jeg er meget tilfreds med den nuværende ordning, men anser ligestilling opad som det næstbedste alternativ, og som det mest virkelighedsnære på langt sigt, i hvert fald, hvis man insisterer på, og ønsker at se religionens væsen som en meningsdannende konstruktiv størrelse.
