Folketingsgruppens Nyhedsbrev - Rasmus Nordqvist

Hør lydversion

Kære medlem af Alternativet

Velkommen til denne nye udgave af Uffes nyhedsbrev, der nu skifter navn til ”Folketingsgruppens nyhedsbrev”. Det er måske et lidt længere navn, til gengæld kommer du som læser på skift rundt i arbejdet, overvejelserne og tankerne hos alle os fem, der sidder i Folketinget for Alternativet. Denne første gang er det mig, Rasmus Nordqvist, politisk ordfører og ordfører for grøn omstilling og ny økonomi, der har fået fornøjelsen af at skrive nyhedsbrevet.

Vi starter med klimalovsforhandlingerne. I sidste uge var vi for første gang forbi klimaminister Dan Jørgensen for at begynde at tale om udformningen af den nye klimalov. Regeringen og støttepartierne har forpligtet sig til en lov, der skal få udledningen af drivhusgasser ned med 70 procent inden år 2030.

For et år siden var vi i Alternativet det eneste parti, der havde et mål om en reduktion på minimum 70 procent, men siden er de andre partier fulgt efter op til og i forbindelse med valgkampen. Det er kun godt og viser, hvor hurtigt klimaambitionerne stiger i disse år. Det kan vi godt være stolte over at have bidraget til. Nu skal vi gå fra klimaløfter til klimahandling – ellers er det for mig at se ikke bare valgkampsretorik og -løfter, der kommer til at klinge hult, men et decideret generationssvigt.

Så vi glæder os meget til at være med i forhandlingerne over det næste stykke tid, og det bliver en af vores store prioriteter i det efterår, vi nu er gået ind i.

For det haster med en klimalov, der kan sætte rammen om hurtig og omfattende handling. Hvis vi skal have den mindste chance for at leve op til Paris-aftalens mål om at holde den globale opvarmning på halvanden grad, så er en 70 procents reduktion ift. 1990 absolut minimum. Og et af kodeordene, både det næste stykke tid med forhandlinger, men også for årene frem mod 2030, kommer helt sikker til at blive netop ”omfattende”. At skrue 70 procent ned sker ikke bare ved små skridt, hvor vi fortsætter nogenlunde som før, måske med et par kødfrie dage og en tur mindre til London. Alle små skridt hjælper, men vi kan ikke løfte det hele i som en samlet flok af enkeltindivider – det kræver politisk handling, systemisk og gennemgribende. Ifølge den grønne tænketank Concito udleder vi danskere i snit mellem 17 ton CO2. Det fordeler sig sådan her:

  • 29 procent går til fælles forbrug
  • 26 procent er alle de ting og sager, vi køber til os selv.
  • Mad og drikke er 18 procent.
  • Energiforbrug er 15 procent.
  • Service og kommunikation og private flyrejser står for seks procent hver.

Så selv hvis vi fra den ene dag til den anden stoppede fuldstændig med flyve, lukkede for varmen og slukkede lyset og helt lod være med at købe ting – så var vi stadig en del vej fra at få udledningen nok ned. Det er selvfølgelig lidt hårdt trukket op, men billedet er egentlig reelt nok. Indtil videre har vi fået skåret 29 procent væk ift. 1990-niveauet. Så hvis vi skal ramme 70 procent reduktion i udledning af drivhusgasser om lige omkring 11 år, så skal ændre på hver eneste del af lagkagediagrammet. Det offentlige, fælles forbrug skal ned. Vi skal spise mere plantebaseret. Vores boliger og transportformer skal gøres grønne. Og ja, vi skal selvfølgelig også flyve mindre.

Så vi vil gøre, hvad vi kan, for at sætte det allermest grønne præg på den nye klimalov, bl.a. ved at kæmpe videre for at vi får afviklet olieproduktionen i Nordsøen og ved at sørge for, at ingen ny lovgivning må øge den samlede klimabelastning. Vi kan ikke være grønne på sort energi, og at blive ved med at hive olie og gas op af undergrunden er ikke bare etisk uforsvarligt, men også i direkte modstrid med klimavidenskabens anbefalinger for at overholde Paris-aftalen. På samme måde kan vi ikke lovgivningsmæssigt rydde op med den ene hånd og rode endnu mere med den anden hånd. Det bliver et stort arbejde og et langt, sejt træk, men jeg glæder mig virkelig til at komme rigtigt i gang. Hvis du nu, efter denne lange klimasmøre, har fået lyst til at genbesøge vores klimaplan for 2030, for at se lidt nærmere på nogle af de mange ting, vi kan gøre for en grønnere fremtid, så finder du den her.

Afslutningsvis vil jeg tage jer med ud i verden, til hhv. Sydamerika og Storbritannien. For en anden ting, udover klimaforhandlingerne, der virkelig har fyldt meget for mig den seneste tid er skovbrandene i Amazonas-regnskoven i Brasilien. Bønder og jordejere brænder deres jord af for at gøre plads til kvæg eller for at gøre plads til at dyrke foder til kvæg. Brasiliens højreorienterede præsident Jair Bolsonaro har flere gange lovet at ville rydde regnskov for at kunne bygge og udvide infrastruktur, og siden han kom til magten i januar, har han ikke ligefrem været en klima- og miljøforkæmper, faktisk nærmere det modsatte.

Det har resulteret i, at der mellem januar og august blev der registeret flere end 72.000 skovbrande. Det er en stigning på 83 procent i forhold til samme periode sidste år og en meget alvorlig situation, i forhold til hvordan vores globale opvarmning buldrer derudaf i de her år. Efter massivt pres over de seneste par uger indførte præsident Bolsonaro et 60 dages forbud mod afbrænding af regnskoven. Bare to dage senere var der allerede registreret tæt på 4000 nye brande. Derfor skal vi holde opmærksomheden på Amazonas og blive ved med at holde presset på præsident Bolsonaro. I DiEM25-bevægelsen, som Alternativet er en del af, opfordrer vi til at EU dropper Mercosur-handelsaftalen, indtil der er styr på de mange skovbrande og regnskoven er beskyttet. Det kan du skrive under på her. Hvis du vil vide mere eller gå mere aktivt ind i beskyttelsen af Amazonas, så kan du læse meget mere her.

Sidste tur går til Storbritannien, hvor Brexit rykker tættere og tættere på, og den politiske nedsmeltning er tæt på total. Premierminister Boris Johnson og hans støtter gør alt, hvad de kan, for at gennemføre et hard Brexit, uanset hvilke konsekvenser det måtte få, men et er sikkert: konsekvenserne bliver store. For hvis briterne forlader EU uden er aftale, så er alt i spil. Hvad med EU borgere, der er bosat i Storbritannien? Hvordan skal vi handle sammen, hvordan skal det foregå med import og eksport af varer? Og hvad skal der ske med Nordirland? For et hard Brexit kan desværre få konsekvenser for fredsaftalen i Nordirland, da hele konflikten mellem parterne kan blusse op igen, når der skal etableres en grænse mod Irland.

Da det britiske folk i sin tid stemte for Brexit, var det med håndfaste løfter om en god exit-aftale, ikke et hard Brexit, hvis konsekvenser uden tvivl bliver meget voldsomme. Og det er ikke kønt, det der foregår nu, hvor deadline rykker tættere og tættere på. Brexit er en ulykkelig situation og viser i hvert fald for mig, at det er vigtigt, at vi, der ønsker at blive i vores fællesskab, gør alt hvad vi kan for at styrke og udvikle EU. Så der sker altså rigtig meget i Storbritannien, og det er noget, jeg i hvert fald følger rigtig meget med i. Hos DR har de et helt tema om Brexit, og her kan du også holde dig opdateret.

Tak for opmærksomheden i mit første nyhedsbrev. Jeg håber, du kan lide det nye format. Vi skrives ved!

Kh Rasmus

To ting, der både har inspireret og underholdt mig på det seneste er for det første serien ”The Loudest Voice” på streamingtjenesten HBO Nordic. Serien handler om opstarten og ledelsen af tv-kanalen Fox News i USA, og hvordan kanalen har påvirket den politiske situation i landet – og også har konsekvenser for resten af verden.

Det andet, jeg vil anbefale er en bog om et meget vigtigt emne, nemlig ”Overvågningskapitalismens Tidsalder” af Shoshana Zuboff. Den handler om dynamikken i den teknologiske udvikling, og hvad den udvikling betyder for både økonomi og magt. Bogen har gjort mig klogere på den magt, der i dag er koncentreret på meget få hænder. Det er noget, som vi i Alternativet længe har været opmærksomme på, men i takt med den digitale udvikling tror jeg, at vi vil se, at det kommer til at fylde dagsordenen mere og mere den kommende tid.

God ide med et “Folketingets nyhedsbrev”

Det er andet og mere end en god idé, at nyhedsbrevet skifter navn fra “Uffe’s nyhedsbrev” og karakter væk fra at være Uffe Elbæks mere eller mindre personlige platform.

Det er en bydende nødvendig udvikling, som burde være sket for længe siden; og det haster med at følge op og komme endnu videre i dén retning.
Alternativets største problem er, at det er organiseret med Uffe Elbæk i en altdominerende rolle, og dette problem er langt fra løst ved at nyhedsbrevet skifter navn og form.

Problemet består af to ting:

  1. En principiel selvmodsigelse - at én person dominerer et gammeldags hierarki i et parti, som påstår at ville lave ny politisk kultur.
  2. Manglende organisatorisk læring og en personlig modsigelse - Trods debatdogmet om, at “vi vil (…) indrømme, hvis vi har taget fejl” lader den dominerende person Uffe Elbæk sig ikke korrigere: “Jeg synes ikke, jeg har ikke gjort noget forkert, på ingen måde” (Inf. 26/8).

Uffe Elbæks kolossalt dominerende udspil til en ny politisk strategi var, at den nye strategi skal være den samme som den oprindelige, hvis udførelse foreløbig har formøblet ca. den første halvdel af befolkningens indledende extraordinært store støtte.

Hvis Alternativet ikke finder mange flere steder at skifte kurs væk fra Uffe Elbæks stædige linie må vi forudse, at den anden halvdel er tabt senest til næste folketingsvalg og så har Alternativet nået et af sine absurde mål, nemlig som Uffe Elbæk skrev i et strategioplæg, at gøre Alternativet er overflødigt.

Ikke fordi der ikke er behov for et effektivt grønt parti bevægelse i Danmark, det er der helt sikkert; men fordi Alternativet har vist, at det ikke er dette parti og denne bevægelse.
Med den nuværende kurs står Alternativet i vejen for et effektivt, grønt parti.

Alle har lov til at skrive et nyhedsbrev, jeg tror de færeste ville have imod hvis alle herinde på dialog havde deres eget nyhedsbrev :slight_smile:

Men fedt med nyheder :smiley:

1 Like

Kære Folketingsgruppe - Det blir godt, at I hver især kommer til at bidrage i “Folketingsgruppens Nyhedsbrev” - glæder mig. Og…

Nedenstående i kursiv er vores politik, ifølge alle vores dokumenter, og det bliver sagt igen og igen.

Alle små skridt hjælper, men vi kan ikke løfte det hele i som en samlet flok af enkeltindivider – det kræver politisk handling, systemisk og gennemgribende”.

Andetsteds er det beskrevet således:

”Tag eksempelvis systemkrisen, hvor det er tydeligt, at denne krise ikke bare kan afgrænses til et manglende eller mangelfuldt samarbejde mellem de tre gamle sektorer – den private, offentlige og frivillige sektor. Nej – systemkrisen kalder på en langt mere grundlæggende kritik af den økonomiske tænkning og vækstforståelse, som er hele årsagen til den planetariske og civilisatoriske krise, vi står midt i. Og dermed kalder system-krisen også på en helt ny holistisk økonomisk tænkning”.

”Det ville – hvis det lykkedes - være første gang, at man har set et parti udvikle både en ny sammenhængende samfundsfilosofi, en sammenhængende ny samfundsmodel og en ny sammenhængende økonomisk model. Hvor alle tre samfundsprojekter tager afsæt i naturens grundprincipper for at opretholde og udvikle livet på planeten og samtidig skaberforudsætningerne for en samfundsmodel, der sikrer det enkelte individ og de nære lokalsamfund de bedst tænkelige udviklingsmuligheder”.

Manifest , Medlemsmandatet , Grundkonceptet , Debatdogmer , Værdier , Vores politik, De tre bundlinjer, Klimaplan 2030, God energi, Bæredygtigt Landbrug, En Anden Verden mv.; det er alle de ting, jeg meldte ind i Alternativet for, og der er ikke mange i befolkningen der har opdaget, at det er ”Hvad” vi står for. Alt i alt mange hundrede sider, som man skal være mere end almindelig politisk interesseret i Alternativet, for at give sig i lag med, og få læst til ende. Primært fordi det aldrig er blevet tydeligt, ”Hvordan” vi arbejder for at realisere dette ”Hvad”. ”Hvorfor” vi mener som vi gør, er sikkert tydeligt nok, fordi politikken favner noget, mange kan se sig selv i, og samtidig virker det ikke som om, at vores ”Hvad” er realiserbart.

Det kommer til at tage generationer at udvikle os fra ”nu” til disse ”bedre tider”, hvis det skal foregå evolutionært, og der skal være en indre dynamik i udviklingsprocessen som driver processen uundgåeligt fremad, og det mener jeg der faktisk er.

Og det er der bare ikke tid til. Vi skal klare processen på få årtier. Normalt ville man kalde det ”revolution”, at lave en så omfattende systemændring. Men det ord kan vi ikke lide, det har Enhedslisten patent på eller hva?

Der er jo nogle der er mod en hurtig udvikling, og de vil selvfølgelig modarbejde det kommende ”relationssamfund”, eller hvad vi nu kommer til at kalde det.

Kapitalismens fornyelseskraft er legendarisk, og liberalister vil kæmpe med alt, hvad de magter at bringe i spil, for at forhindre en udvikling som total omkalfatrer kapitalismen. Mange ser stadig kapitalismen som den eneste mulige fornuftige styreform. Ikke ideel, og dog den bedste.

Etablering af et nyt, på alle måder bæredygtigt, system, kommer derfor også til at indebære en kamp med og mod det nuværende system, de nuværende ejendomsformer, vækstideologien, tankegangene omkring det fri marked, trickel down metaforen - af hele kapitalismen i sig selv.

Alternativet må fuldtonet melde sig ind i Centrumvenstre, og samtidig insistere på, at håndtering af klima- og biodiversitetskrisen kun kan lykkes, hvis alle grupperinger i samfundet arbejder sammen. Enkeltpartier eller grupperinger fx ”rød” overfor ”blå” kan ikke favne helheden ikke magte opgaven, alle må på dette område trække i grønt, og se stort på forskelle i livsopfattelser og ideologier. Det gælder ”Livet”.

Alternativet kan ikke nøjes med at skabe visioner/narrativer om ”Hvad”, vi må også kunne sandsynliggøre de samme visioners/narrativers ”Hvordan”.

Pelle Dragsteds Facebookopdatering ville jeg ønske, vi havde lavet, eller noget der ligner, så enkelt kan det siges. Måske uden begrebet ”Demokratisk Socialisme”, men ellers passer det jo ´meget godt langt hen af vejen:

Og nu skal vi også til at forholde os til ”Grøn Kurs” – måske? I Alternativet er nogle oprindeligt Radikale og andre SFere & Enhedslistefolk, partier hvor vi stadig kunne finde os til rette, hvis det ikke lige var fordi, Alternativets politik trods alt er en masse andet ikkerødtblåt også. Og så er der mange, som aldrig har været partipolitisk organiseret før – det er vores fortjeneste, at de er det nu.

De ”Hvordanner”, som bliver Alternativets unikke bidrag til en bæredygtig samfundsudvikling, skal snart stå lysende klart for vores potentielle vælgere/tilhængere. Og det skal stå klart, hvordan vi vil arbejde med det i Folketinget og i Bevægelsen.

Og så skal alle de mange sider, som beskriver vores politik koges sammen i en strålende kortform, som i sig selv er appetitlig og lige til at gå til.