Nogle gange har jeg svært ved at finde ud af, om det er vores menneskesyn, der er ved at forandres - eller om det er prioriteterne, der er ved at forandres.
Som jeg ser det dominerer følgende ligning lige nu: Penge = lykke.
Heldigivs er der også ved at opstå en modkultur, der handler om down-sizing, genbrug og det at leve simpelt. Men hvis man virkelig tror på, at penge gør en lykkeligere, og man ovenikøbet sidder et sted, hvor man har magten til at tilføre sig selv flere penge, så er det jo ‘forståeligt’ at man gør dét. Og fordi vi som mennesker samler os i små grupper, hvor dem vi bor og taler med er folk, der ligner os selv, så er det klart, at man ikke bliver konfronteret med, hvad ens egen grådighed har af konsekvenser for andre mennesker. I det offentlige ser man tit resultaterne af en manglende forståelse mellem dem, der beregner fx taxameter og dem, der skal modtage taxameteret. Hvordan giver det mening, at man modtager X antal kroner pr. elev, når elever er forskellige, og nogen har brug for flere ressourcer, og nogen har brug for færre? Selvom man prøver, kan mennesket ikke sættes i Excel-ark.
Så skal vi have menneskesynet tilbage, skal vi spørge, hvorfor det er så vigtigt med de penge - hvorfor det er vigtigere, at de rige bliver rigere, end at få mennesker bliver løftet fra en tilværelse i fattigdom til en tilværelse der er noglelunde velstående. Nogen vil sikkert svare, at flere penge til de rige skaber mere vækst - og så må vi igen spørge: Hvad skal vi med vækst? Bliver vi lykkeligere af en højere BNP?
Og så skal vi skabe rum for, at folk mødes. Og vi skal vælge de politikere, vi har tillid til repræsenterer de grupper, vi har sympati for. Her synes jeg, at Alternativets “flere ved mere”-kultur passer perfekt ind - og kan vi sprede den i det politiske landskab generelt, er vi måske godt på vej til at genopdage vores tidligere menneskesyn?
//Mathilde
PS: Helt vildt interessant diskussion i øvrigt, tak fordi du tager det op ![]()